HM

Nu gælder det bronzemedaljerne - slaget mod Rungsted Seier Capital

Kampoptaktsmeddelse:

Det blev ikke til alle gode gange tre for Esbjerg Energys dobbelte danske ishockeymestre, efter vestjyderne tirsdag aften tabte den syvende og altafgørende semifinalekamp mod Aalborg Pirates i Cool East Arena med 4-2.

I stedet spiller esbjergenserne i weekenden bronzekampe mod Rungsted Seier Capital.

Den første bronzekamp spilles fredag klokken 19.30 i Bitcoin Arena i Hørsholm. Returkampen spilles lørdag samme tid i Granly Hockey Arena. - Det kan måske være en smule udfordrende for nogle, at lægge skuffelsen over ikke at skulle spille finaler bag sig, men når alt kommer til alt, er der stadig noget at spille for. Nogle kan have været en smule ”nede” efter nederlaget, men vi har haft et par dage til at sunde os og til at forberede os på bronzekampene, fortæller cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy:  - Vi har nu haft mulighed for at lægge skuffelsen bag os og genoplade de mentale ”batterier”. Den største udfordring i den slags kampe er traditionelt at være klar mentalt. Vi skal med andre ord være klar til at yde en ny indsats og gøre vort ypperste for holdet. Rungsted Seier Capital vandt en enkelt kamp i semifinaleserien mod Herning Blue Fox.
Esbjerg Energy vandt de tre hjemmekampe i den anden serie mod Aalborg Pirates, men det var ikke nok til en finaleplads. - Vi har heldigvis i de tre foregående år formået at avancere til finaleserien. Men ingen hold vinder mesterskabet hvert eneste år eller formår at spille sig i finaleserien. Nu er der bronze-medaljerne at spille om. - Derfor tager vi gerne udfordringerne op. Det er assistenttræner Thor Dreslers og mit job at motivere spillerne, uanset hvilke opgaver, spillerne står overfor.
Det er ikke den optimale situation, men det er opgaven lige nu, fortsætter den 50-årige canadier.

Esbjerg Energy sluttede på fjerdepladsen i grundspillet, mens Rungsted Seier Capital endte som nummer seks. - Vi har ikke mødt Rungsted i et stykke tid. Vi har set lidt af deres kampe, til tider bare highlights. I kamppauserne lidt mere. Men er man kommet så langt, som Rungsted er, kan man roligt konkludere, at det er et stærkt mandskab. - Men de er i samme situation, som vi er. De har haft lidt længere tid, til at fordøje skuffelsen, men om det er en fordel eller en ulempe, må de afgøre. Vi fokuserer på os selv og vores eget spil. Og mon ikke, Rungsted har samme tilgang til kampene, slutter Mark Pederson.

[caption id="attachment_58591" align="aligncenter" width="505"] ©Photo:A.Stollig[/caption]

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER