Brian Schæfer Dreyer

NHL: Sean Couturier lavede hattrick trods overrevet korsbånd

Det var dramatisk i nat da Pittsburgh sendte delstats-rivalerne fra Philadelphia ud af slutspillet, og Penguins og Jake Guentzels 4 mål trak naturligvis de største overskrifter. Men midt i dramaet og kulminationen på en ret udsædvanlig slutspilsserie druknede en monster-indsats af Flyers' Sean Couturier, som havde sendt serien tilbage til Philadelphia med sit sejrsmål i kamp 5.

Det skete efter at han havde siddet over i kamp 4 grundet en skade, som han pådrog sig under en kollision med holdkammeraten Radko Gudas til træning. Og nu hvor Flyers har udspillet deres rolle i dette års slutspil er skadens omfang blevet offentliggjort - og det sætter Couturiers indsats i kamp 6 i perspektiv.

Det viser sig nemlig at den 25-årige canadier spillede med et overrevet korsbånd i de sidste par kampe, men det forhindrede ham ikke i at lave 3 mål og 2 assist i kamp 6, hvor han gjorde sit til at presse serien ud i en kamp 7. Det var bare ikke nok for et Philadelphia-mandskab som indkasserede 8 mål i eget net, og nu kan gå på sommerferie - eller sende spillere afsted til VM i Danmark.

Et overrevet korsbånd kræver normalt fire ugers pause, men endnu engang blev det bevist at hockeyspillere er skabt af noget specielt. Det er også kendt at stjerner som Sharks' Joe Thornton og Rangers' Henrik Lundqvist tidligere har spillet videre med samme type skade.

Nomineret til NHL-award

Couturier kan trods skaden glæde sig over, at han efter en personlig gennembrudssæson er nomineret til Frank J. Selke trofæet ved NHL Awards Showet i Las Vegas senere i år. Et trofæ som uddeles til ligaens bedste defensive angriber,  og som Bostons Patrice Bergeron har vundet i 4 af de seneste 6 sæsoner. Bergeron er igen blandt de nominerede i år, sammen med Los Angeles Kings' Anze Kopitar.

Sean Couturier er kendt for sit tandløse smil, men på banen har han vist tænder i denne sæson med 76 points i 82 kampe og en +/- statistik på +34, hvilket var 3. bedst i grundspillet. Dertil lagde han 9 points i de 5 slutspilskampe han var med i. Han ville dermed have været en oplagt kandidat til Canadas VM-mandskab, hvis han havde været skadesfri.

Se hans medvirken i samtlige Flyers' mål i kamp 6 her:

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER