HM

Mark Pederson: Walsh og Downing er snart tilbage

Kampoptaktsmeddelse:

Tirsdag klokken 19.00 gæster Herning Blue Fox endnu engang Granly Hockey Arena, hvor Esbjerg Energy tager imod. Vestjyderne stiller til kampen med en frisk sejr i bagagen, efter esbjergenserne på egen is sent søndag eftermiddag besejrede Frederikshavn White Hawks med 3-1 i Metal Ligaen.

- Vi fik det, som jeg havde efterlyst. En hjemmesejr. Jeg har ønsket mig nogle flere af dem og søndagskampen er forhåbentligt den første af flere. Og så var det rart med tre point til Metal Liga tabellen, hvor vi er en del af et tæt midterfelt. Endelig noterer jeg mig en solid indsats over 60 minutter, konstaterer cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy:

- Sidst vi mødte midtjyderne, spillede de med korte og intense skift. Alle Herning-spillerne ydede lidt ekstra og havde vist bemærket at vores trup var smallere end ellers. De lagde pucken dybt ned i vores zone og arbejdede med et tungt pres på vores backs. Presset blev praktiseret over hele banen og de eksekverede generelt game-planen flot, anerkender Energy-coachen.

Esbjerg Energy vandt årets to første kampe mod Herning Blue Fox med 3-2 og 4-1, mens midtjyderne senest har vundet 6-2 og 4-1 over Energy-holdet.

- Da vi forberedte os til den seneste ”Blue Fox” kamp gennemførte vi den afsluttende træning uden otte af vores normale spillere. Heraf var flere syge. Vi måtte undvære en del spillere, også til den kamp, så det har da været hårdt med de skadede spillere og sygdommen i truppen.

- Det går bedre nu og det er vigtigt for os. Min mavefornemmelse efter kampen mod Frederikshavn op til Herning-kampen er god og det er helt klar min oplevelse, at vi også spillemæssigt er på ret kurs, fortsætter den rutinerede canadier, der ønsker sig en sejr mod Herning i fødselsdagsgave.

Herning Blue Fox har vundet de seneste fire kampe i Metal Ligaen, senest 4-3 i Frederikshavn. Efter to nederlag i Metal Ligaen til Herning og Rødovre kom Esbjerg Energy som nævnt tilbage på sporet med søndagens 3-1 sejr.

- Jeg håber og tror på, at vi snart får backen Travis Walsh at se med kamp-trøjen på. Også centerspilleren Grayson Downing er tæt på, mens det er lidt sværere at spå om tidshorisonten for unge Jonas G. Torbensen. Men nu lysner det efterhånden.

- Endelig glæder jeg mig over en god indsats fra målmand Kasper Krog mod Frederikshavn. Han er vendt tilbage efter en skade. Han tog godt fra, og gjorde en ting ad gangen og tog det skift efter skift. Vi fik bekræftet, at vi har to gode målmænd og det er positivt, slutter Mark pederson.

Esbjerg Energy er nummer tre i Metal Ligaen med 54 point efter 34 kampe. Herning Blue Fox er nummer fem med 52 point efter 32 kampe.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER