Interview med Jens Nielsen om træner job og meget mere.
Jens Nielsen fortæller i dette interview fra 5. december om hverdagen som træner, familielivet, hans visioner og planerne for Aalborg Pirates m.m.
Dagligdagen som træner. Hvordan ser en typisk dag ud for dig?
Vi har tit morgentræninger, det er kl. ni, så jeg er i hallen ved halv otte tiden, går på is og træner. Derefter er der tid til at se video og gøre klar til træningen om aftenen. Så mange dage er man i hallen fra 8 om morgenen og til 7 om aftenen, og nogle gange kan man lige nå hjem en tur om eftermiddagen.
Men som regel er jeg i hallen og planlægger træning og de kampe, der kommer og lave video på de kommende modstandere, der er masser at lave.
Er du nogen gange ude og se andre kampe?
Nej, nu har vi fået nyt system i år, så man kan se alle kampe. De ligger på nettet, og det er smart. Jeg synes der er rimeligt tjek på alle.
Har du fritid, hvor der ikke lige er ishockey på programmet?
Ja det har vi da, altså vi har en fridag om ugen, og nogle gange, selvom det ikke har været ret tit, så tager jeg i Bilka eller ind til byen. Jo der er da fritid, men det er hockey i døgnets 24 timer, jeg tænker hockey, og man snakker hockey hele tiden. Jeg spiller også oldboys to gange om ugen fra klokken 22-23, så der er ikke meget fritid udover ishockeyen.
Hvor og hvornår tog du træneruddannelsen?
Jeg blev færdig i sommers med det sidste. Uddannelsen startede for længe siden, der er syv forskellige trin, man skal igennem. Jeg tror, at det er fem år siden jeg begyndte, og den sidste del var lang og tog et år. Den var delt op over fire gange á fem dage ad gangen. Man mødes et eller andet sted, her sidste gang var vi en gruppe på ca. tyve mand. Vi var blandt andet i Jönköping og Stockholm. Så er der forskellige ting og her sidst var det mest teori, og hvordan man møder pressen. Der var ikke så meget ishockey til sidst, men det var rigtigt godt det sidste kursus.
Du trænede kvindeholdet i Leksand og nu Aalborg Pirates, er der ligheder og forskelligheder, og kan du tage noget med derfra?
Man skal ikke sammenligne dame- og herrehockey, synes jeg, det er to forskellige verdener. Kvinderne var dygtige, og de trænede hele tiden, men de spurgte også hele tiden. Men når de bare fik en forklaring, så skulle de nok gøre det. Der var mere snak og flere forklaringer, end der er nu. Ellers var de dygtige og trænede lige så meget, som vi gør nu både off ice og på is, der var også kun en fridag om ugen og to – tre kampe om ugen.
Så på den måde er der mange ligheder, men ellers synes jeg ikke, at man skal sammenligne det, Det var nogle gode erfaringer, jeg fik, og jeg lærte mange ting.
Hvad vil du som træner gerne opnå med dit hold, og hvad kan du som træner tilbyde sporten?
Jamen det er jo godt spil, spille ishockey med god fart og gode pasninger, og så det at man holder på pucken. Det synes jeg har fungeret mange gange for holdet, specielt her på hjemmebane. Jeg synes, at der er for lidt taktisk spil. Tit er spillet sådan, at man bare kører på, smider pucken af sted og så jagter man den. Det prøver vi at lave om på, og det tager et stykke tid, men det var perfekt i går. (Kampen mod SønderjyskE)
Det er det, som jeg vil spille, og det tager jo lang tid, fordi de ikke har spillet den spillestil i mange år, vel ikke siden jeg var her, tror jeg.
Det tager tid, men jeg ved, at spillerne godt kan lide det og mange af dem vil gerne spille sådan. Vi skal udvikle spillerne, og det er det spil, som er mest udviklende.
Som ishockeyspiller kan du altid spille bande ud eller spille pucken ad helvede til, det andet er sværere at lære.
I tv kampen i mandags, hvor I tabte til Odense kommenterede tv-kommentatorerne jeres spillestil. De mente, at det er for vanskeligt for holdet, og at I skulle spille et enklere spil, når I er presset. Hvad tænker du om sådan en kommentar?
Jeg forstår dem godt, det er også sommetider et problem, at de bliver for konstruktive og vil spille for meget med pucken, så de ikke får taget de rigtige beslutninger, men samtidig er det fint nok, at vi bliver ved med at spille, som vi gør, da vi stadigvæk er under udvikling i år. Det har vi jo sagt fra starten af i maj måned, at det er udviklingen, det handler om. Vi tror på det her spil, og det skal nok blive godt om et par år
Hvornår føler du så, at det lykkes?
Det gjorde det i går, men det er også lykkedes mange gange i år, synes jeg. Vi har altid været med fra starten af kampene, det er i slutningen, når vi falder sammen, ja så falder vi fuldstændig sammen.
Helt fra starten har vi sagt at holdet nok ville være svingende og at vi vil opleve nogle ordentlige klø indimellem, og det har vi fået, så det var jo rigtig nok.
Hvad er det så, der gør, at de kan rejse sig igen og komme ud til en kamp som den i går f.eks.?
Vi snakkede om stoltheden i går, vi ville gerne gå ud og vise, at vi kan spille hockey og ikke tænke på, hvad der er sket. Så vi ville ud og vise, at vi kan spille og arbejde for tingene. Det skal jo til får at få ”betalt”, og det viste vi i går.
Samtidig, skal vi også tænke på, at vi har været uheldige på det sidste med mange skader og sygdom. Nogle kampe har vi spillet med en back og fire forwards. Specielt backsiden har været ramt, men også Lasse, da han fik en slem skade i Frederikshavn, det spiller selvfølgelig også ind.
Jeg har lavet noget om nu, skilt førstekæden ad, de har ellers lavet 90 procent af målene, så man bør måske ikke skille dem ad, men noget var jeg nødt til at gøre.
Så der er kommet nogle unge, der er lidt mere stabile ind, man kan jo ikke sige, at der er nogen der er rigtig rutineret, udlændingene ligger jo også på 22-23 år, men spillerne har taget deres chance, og det, at der nu ikke kun er en stærk førstekæde, og de stabile spillerne er mere fordelt, har fungeret fint, synes jeg.
Hvad er dine forventninger til det unge Pirates hold fremover?
Det er, at de bliver bedre og bedre for hver dag, der går, at de kan spille god ishockey og at de udvikler sig. At de kan spille det spil, som jeg synes er det mest udviklende spil for spillerne og holdet. Vi skal ikke købe nye spillere ind, det er vores talenter vi satser på at få udviklet. Vi sagde også i maj måned, at vi vil komme til at tabe kampe, det må vi ikke glemme, selvom det er let at glemme, som man kan se, høre og læse rundt omkring, hvad folk synes, når vi taber.
Men jeg sagde også, at vi også ville komme til at overraske mange hold i ligaen, og det har vi jo også gjort, nu tog vi SønderjyskE i går, og flere gange har vi spillet helt lige kampe.
Selvfølgelig vil jeg gerne vinde, men jeg kigger ligeså meget på spillet, og hvordan de udvikler sig, det er det vigtigste.
Planen er jo, at det kommer til at tage et par år, og vi vil arbejde videre med de samme spillere og gerne beholde alle aalborgdrengene. Vi begynder snart at snakke med dem om næste sæson. Sidste år var vi alt for sent i gang med at tale med spillerne, pga. alt det, der var med klubben.
Din egen karriere vil du beskrive den?
Jeg spillede jo i ti år i Danmark, startede da jeg var fem og kom på førsteholdet i Herlev, da jeg var femten. Heinz Ehlers var i Leksand, og jeg var på juniorlandsholdet, og der blev jeg spurgt, om jeg også ville komme til Leksand. Det var det, jeg ville, så der kom jeg op og var i et år, hvorefter jeg flyttede hjem igen, fordi det var svært for mig at flytte fra København og derop.
Henover sommeren havde jeg kontakt med dem, og flyttede tilbage igen, ja, så blev jeg deroppe.
Jeg har næsten spillet i Leksand hele tiden, og det var jeg glad for.
Hvorfor blev det egentlig ishockey?
Jeg boede lige ved siden af Forum og min familie var til ishockey, hvorfor ved jeg ikke, men så var jeg jo med i hallen, og derfor blev det ishockey.
Har du nogensinde overvejet at komme tilbage til Danmark og bo igen?
Vi var her jo i tre år, børnene gik i skole og Gunilla arbejdede også her i Aalborg, så vi snakkede om, vi måske skulle flytte hertil. Men det blev det ikke til alligevel, og vi flyttede hjem igen.
Er dine bånd stærkere til Sverige end til Danmark?
Ja, det synes jeg, de er blevet med tiden.
Landsholdet har du jo også været på, hvad er dine største oplevelser der?
Det må nok være USA kampen, hvor vi vandt 5-2 til det første A VM i Finland. Der er mange gode ting, men det er en af de ting, man kan huske, der var ikke nogen som troede på os.
Der var også mange venskaber, og der er stadig kontakt, men det bliver ikke til så meget, alle har jo sit. Men når vi mødes, er det som sædvanligt.
Der er flere tidligere landsholdsspillere, som er trænere i ligaen, Duus i Rødovre og Arvid i Gentofte, det synes jeg er fint, at der er danske trænere i Danmark i stedet for, at man tager en masse udefra. Der er jo også Per Holten og Eller, ja, Eller har jeg også spillet på landshold sammen med.
De danske trænere snakker jeg med før og efter kampene, så det er fint.
Det har også været sjovt at møde de mange gode spillere fra Sverige, Canada og Rusland, og det har været sjovt at være med på hele rejsen fra C gruppen og op til A gruppen.
Vi startede ud med at møde Nordkorea, Sydkorea og Kina og sluttede med at møde russerne og svenskerne m.m. Det har været en sjov rejse.
Hvordan er det at skulle undvære familien?
Det er det sværeste, specielt når man har fri og om aftenen, når der er stille. Men der er mange gode ting som telefoner og facetime, og jeg kan se drengene spille kampe i fjernsynet. Der er et system i Sverige, hvor jeg kan se alle kampene, der kan jeg i hvert fald følge med. De spiller begge ishockey i Leksand og William er forward og med på u18 landsholdet. Edwin er back.
Gunilla har ikke meget tid og arbejder 12-14 timer hver dag, hun har sit eget. Hun har været her to gange indtil videre, og jeg har været en hurtig tur hjemme, da der var landsholdspause.
I julen får vi fire dage sammen, vi kører direkte efter kampen i Esbjerg den 22. december, hvor jeg kører med svenskerne direkte derop i bil, så er vi hjemme den 23. om morgenen, så det bliver ikke mange dage.
Du har kun skrevet for en sæson i Aalborg Pirates, hvad skal der til, for at du bliver i længere tid?
Jeg trives jo, og det er sjovt. Jeg ser en udvikling, det er det, man vil. Vi har sagt, at der er en plan to – tre år frem i tiden før de skal toppe, så hvis klubben tror på det her spil, så er det om tre år, at vi skal toppe, ja så er det bare at arbejde videre.
Med hensyn til tid med familien, så har vi Thimm som træner om sommeren, og der behøver jeg jo ikke at være her, så får jeg tid og helt fri sammen med familien i flere måneder.