Det læser de besøgende på HOCKEYMAGASINET lige nu

Torben Jensen

Hvor blev de af?: Kent Aalborg

Denne uges “stjerne fra 90’erne” er Kent Aalborg, som repræsenterede både Herlev og Rungsted. Hockeymagsinet har igen stillet spørgsmålene, og Kent Aalborg har leveret nogle interessante svar. 

 

Du har haft mange store oplevelser med Hockey, men hvilke er den eller de største på klubplan?

Uha, det var en svær en, at starte med ….. der er vel 3 perioder, som jeg særligt husker;

- Selvfølgelig hele min barndom og ungdom i Herlev, hvor jeg mere eller mindre levede i skøjtehallen. Min mor og far havde kiosken i skøjtehallen, og jeg trænede og spillede kampe på 2-3 hold i en længere årrække.

- Mine første år på Herlevs 1. hold. Først med Frank Barths (stavet rigtigt?, som spillede træner - og derefter svenske Ulf Hansson, som ud over at være en fantastisk dygtig træner - også lærte mig at tage snus. Jeg fik hurtigt en dominerende rolle på holdet, masser af spilletid og var som 18 årig kaptajn (med gamle erfarne landsholdsspilere på holdet som Jan Larsen, Poul-Johan Haagerup, Michael Faber, Arne Schultz etc.).

- Mine 6 1/2 sæson i Rungsted, hvor jeg havde fornøjelsen at at spille sammen med en masse dytige ishockeyspillere fra både ind- og udland, og hvor jeg altid lå i toppen på topscorerlisten, som jeg “vandt” et år (af danskere i ligaen).

Og på landsholdsplan?

På landsholdsplan slog jeg aldrig rigtig igennem. Og jeg stoppede allerede på landsholdet, da jeg var 25 og blev far for 1. gang.

Men jeg var med i 6-7 år og husker mange gode ture med landsholdskammerater. Det var altid en fornøjelse at være sammen med kon-kolleger (fra ligaen).

Hvilke af de spillere, du har spillet sammen med har gjort størst indtryk på dig?

Der er mange, men skal jeg nøjes med at nævne 2, må der blive Todd Björkstrand og Christian Jørgensen.

Todd fordi han bare leverede og leverede gang på gang på gang - og især i de afgørende kampe gjorde han bare en forskel.

Christian fordi vi (næsten altid) har spillet sammen. Vi kunne læse hinanden, som jeg ikke har oplevet det med andre. Og så er han stadig min bedste ven.

Hvem var efter din mening den bedste spiller i ligaen, da du spillede på top niveau.

Jeg spillede jo i mere end 13 år, så der må jeg nævne et par stykker:

Valerij Bragin (Rødovre), Todd Björkstrand og Petri Skriko (begge Herning), Olle og Tolle (Oleg Starkov og Anatolij Chistyakov- begge Esbjerg).

Du var både elsket og hadet af fans’ne

Hvordan påvirkede det dig at der blev råbt og sunget om dig?

Tilskuere, larm, sang og fyldte haller har altid været meget motiverende for mig. Bortset fra at banen var meget lille, så var der ikke noget bedre end at spille i den gamle hal i Vojens. Det var altid fyldt og en entusiatisk publikum - med trommer og sang i stort set 3 x 20 minutter med; "vi-ke-va-ke, vi-ke-va-ka, V.I.K.” 

Hvornår spillede Du din sidste kamp på topplan?

Jeg sluttede af med et par sæsoner i min barndomsklub, Herlev - og stoppede i 2000.

Jeg husker bare, at jeg syntes, jeg var for ung til at stoppe (jeg stoppede, da  jeg var 30 og blev far for 2. gang).

Efter endt top hockey karriere, har du haft noget med hockey at gøre?

Jeg ville - og vil egentligt stadig - gerne gøre karriere som træner, og startede som U-20 træner i Rødovre med Tolle (Anatolji Chistyakov)

Derefter var jeg 4 år i Gentofte, hvor jeg trænede 1. holdet, som spillede i 1. division og havde planer om at tage springet op i eliteserien.

1 år i Amager, som også havde planer om eliteserien, og så sluttede jeg som assisterede træner på Herlevs eliteseriehold.

Men efter 6 års “investering” - og uden udsigt til et fuldtidsjob som træner valgte jeg at bruge min tid på noget andet.

Har du spillet på lavere niveau eller dyrket anden sport?

Jeg er begyndt at spille lidt “oldboys” i ICG - med nogle gode drenge, som jeg har spillet med, mod og været træner for.

Ellers forsøger jeg at være god ved mig selv ved at løbe, cykle og gå lidt i fitness.

Hvad har Du lavet siden?

Jeg læste en Cand.Merc. HRM på CBS, mens jeg spillede.

Og har været ansat som intern HR-konsulent i Københavns Lufthavne A/S og lavet ledertræning i VELUX.

I de sidste 10 år har jeg været i SiriusPartner A/S, hvor jeg er adm. direktør & Partner. Her laver jeg ledertræning og teamudvikling. Ét frynsegode er, at jeg her har fornøjelsen af at være i Grønland næsten hvert år, da vi har et lederkursus, hvor indlandsisen er klasselokale, men hundeslæderejsen bruges til refleksion.

Følger du med i ishockey idag?

Nej, jeg følger kun med overfladisk i medierne.

Hvad tænker du om niveauet idag kontra da Du selv var aktiv, både på klub plan og landsholdsplan?

På klubplan er jeg faktisk lidt skuffet over niveauet. De løber hurtigt - javist, men det er for ofte med hovedet under armen. Jeg har ikke set mange kampe, men dem, jeg har set, har ikke været særligt underholdende. Jeg synes faktisk ikke, det er særlig god ishockey. 

På landsholdsplan er jeg derimod imponeret. Hold da op! Det er for vildt. De er for seje, og jeg er imponeret over, hvor godt de gør det. Og gennem en lang årrække nu.

Og jeg er selvfølgelig også vildt imponeret over de mange, som efterhånden har slået igennem i NHL. Og så er det jo sjovt, at jeg har haft fornøjelsen at at være træner for flere af drengene.

Sidste spørgsmål

Har du et bud på en dansk mester og hvorfor?

Rungsted. Fordi det er min gamle klub. Og fordi de efterhånden har fået bygget en solid organisation op omkring holdet. Og så har min tidligere trænerkollega Flemming Green jo trænet de fleste af dem sidste år, hvor de blev mestre.

 

Hockeymagasinet siger tak til Kent Aalborg for at ville deltage og tak for lån af billedet. 

Følg med i næste uge hvor vi præsenterer endnu en af de glemte helte fra 90’erne

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER