Det læser de besøgende på HOCKEYMAGASINET lige nu

Torben Jensen

Hvor blev de af: Bent Christensen

Denne ugens stjerne fra 90’erne er Bent Christensen med tilnavnet “Turbo”.

Han spillede både i Frederikshavn IK og Odense IK

Du har haft mange store oplevelser med Hockey, men hvilken står som den største på klubplan?

Min største oplevelse på klubplan er helt sikkert da vi vandt det danske mesterskab i sæsonen 99/00. Hjemme mod Herning i kamp 5 (bedst af 5 kampe dengang). Herning der allerede havde vundet guld 6 gang i 90’erne inden vi stod overfor dem i finalen 99/00. 7-6 sejr efter forlænget spilletid på egen hjemmebane. Det var vildt.

Personligt er stolt over at jeg i sæsonen 98/99 fik for bedste danske spiller i eliteserien og var på den Canadiske ambassade hvor jeg modtog trofæet.

Og på landsholdsplan?

Den største oplevelse med landsholdet er da jeg var med til A-VM i Tjekkiet i sæsonen 03/04. Når vi sad og spiste frokost på hotellet sad Jagr#68 og flere af de største ishockey stjerner ved bordet ved siden af. Det var en stor en på opleveren. Så var det også helt specielt da vi vandt B-VM hjemme i Danmark i sæsonen 98/99.

 

Hvilke af de spillere, du har spillet sammen med har gjort størst indtryk på dig?

Jeg har været privilegeret at spille sammen med mange gode spillere. Men på klubplan hvor jeg spillede i kæde sammen med Sergei Senins og Ilya Dubkov i 3 år i træk der sluttede med DM guld, gør nok at de rangerer højst. Men tilbage i 90’erne spillede jeg i kæde med 2 andre russere – Sergie Odintsov og Jevgenij Sjtepa samt en vis tjekke Milan Eberle.

I min 3 år i Odense spillede jeg også sammen med Regnier, Macijevski, Lavrentiev, Andre Faust, Derek Herlofsky alle der var top professionelle i deres tilgang til ishockey sporten.

I landsholds regi fik jeg den vildeste VM dåb med landsholdet, da Per Holten Møller havde udtaget mig til VM i København. Jeg skulle spille I 1. kæden med Heinz Ehlers og Jens Nielsen til den første kamp i Brøndbyhallen i rødt og hvidt. Det var stort.

Hvem var efter din mening den bedste spiller i ligaen, da du spillede på top niveau?

Den/de bedste spiller i ligaen. Der var mange gode, men jeg vil sige Todd Björkstrand, Valerij Bragin og Ilya Dubkov.

Du var både elsket og hadet af fans’ne

Hvordan påvirkede det dig at der blev råbt og  sunget om dig?

Det satte mig bare mere op, så det var helt fint med mig. Lavede man et par kasser så råbte de i hvert fald ikke mindre næste gang man kom 😉

 

Hvornår spillede Du din sidste kamp på topplan?

Jeg stoppede faktisk i Frederikshavn i sæsonen 2005/06 mens Tom Coolen var træner. Året efter kom Olaf Eller til som træner og en november aften i 2006 ringede Olaf og spurgte om der var en kamp mere i mig. Han havde fået en del skader på angrebet og de stod og kiggede ind i en kamp mod de røde (AAB) 2 dage efter. Det sagde jeg selvfølgelig ja til, på trods af at jeg ikke havde haft skøjter på i et halvt år, så lige en træning aftenen før og så klar til kamp. Mike Martin, som spillede i første powerplay kæde blev skadet under kampen og vi kom i powerplay, så Olaf spurgte om det var noget for mig at komme ind foran målet i det powerplay. Det tænker jeg lyste ud af mig, at det var jeg, og så fik jeg så scoret i det powerplay. Bedre afslutning kunne jeg ikke få mig på min ishockeykarriere, som i bund og grund har handlet om at lave mål. (og så tæller det med, at det var mod de røde)

 

Efter endt top hockey karriere, har du haft noget med hockey at gøre?

Jeg var træner i ungdomsafdeling i Frederikshavn ishockey i 10 år efterfølgende.

 

Spiller du på lavere niveau eller dyrker du anden sport?

Vi er flere af de gamle førsteholdsspillere der har spillet noget old boys ishockey nogle år, men det er ikke blevet til meget. Jeg løber til gengæld et par gange om ugen og har deltaget i Göteborgsvarvet og er også meldt til samme løb til foråret.

 

Hvad har Du lavet siden?

Jeg har primært beskæftiget mig med salg og i dag er jeg afdelingsleder på Toppen af Danmark – feriehuse.dk. Hvor jeg har ansvaret for udlejning af 400 feriehuse/ferielejligheder/sommerhuse her på østkysten fra Skagen og ned til det sydlige Lyngså.

 

Følger du med i ishockey idag?

Jeg følger stadigvæk med i ishockey og ser de hjemmekampe jeg kan.

 

Hvad tænker du om niveauet idag kontra da Du selv var aktiv, både på klub plan og landsholdsplan?

Niveauet i dag går noget hurtigere end dengang. Da vi spillede kunne man godt ”fiske” lidt, det går ikke længere, alle 5 fem mand spiller begge veje i dag. I 90’erne og 00’erne blev der også spillet med noget mere fysik, det synes jeg at ishockeysporten mangler noget af i dag, det er blevet lidt for pænt. Jeg mangler noget fysik, også i forhold til at få publikum med og få liv i hallen.

På landholdsplan er vi etableret i det bedste selskab og spiller mod verdens bedste, så der er virkelig sket noget. Vores lille ishockey nation har fået 6-7 NHL spillere der kan gøre en forskel samt et del andre danskere der spiller i de russiske, svenske og tyske ligaer.

 

Sidste spørgsmål

Har du et bud på en dansk mester og hvorfor?

Jeg håber selvfølgelig på at mesterskabet ender i Frederikshavn. Der kan selvfølgelig komme nogle skader der kan spænde ben for det, men jeg synes at de har set stærke ud både på ude og hjemmebane i år. Jeg synes også at Aalborg ser rigtig stærke ud og så ser det ud til at Rungsted er ved at komme i gang igen efter mesterskabstømmermændene har lagt sig, hvis de finder spillet frem fra sidste år blive de farlige igen. Sidst men ikke mindst i min top 4, så har jeg min gamle træner og ven i Sønderjyske Mario Simioni. Han kan også sætte en mesterskabshold sammen så dem vil jeg heller ikke afskrive kan ende som danske mestre.

 

Sidst men ikke mindst håber jeg alt godt til Odense Bulldogs, at de finder det gode frem og får sat nogle point på tavlen. Et rigtig godt sted at spille ishockey.

 

Hockeymagasinet siger tak til Bent “Turbo” Christensen for at tage sig tid til at deltage og tak for lån af billedet. 

 

Følg med i næste uge og find ud af hvilken gammel ishockeystjerne vi hiver op af hatten

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER