Claus Juhl Zafnes

Hvidovre skriver med 2 unge spillere

Pressemeddelelse:

Ungt blod til Fighters

 

Hvidovre Fighters fortsætter oprustningen frem mod den kommende sæson, hvor yderligere to unge talenter har fået fast plads i omklædningsrummet ud til Gammel Køge Landevej. U20-landsholdsbacken Lasse Carlsen har taget den korte tur fra Rødovre til Hvidovre, mens en tidligere U20-landsholdsspiller, forwarden Frederik Høeg-Jørgensen, kommer til fra Herlev Eagles.  

Lasse Carlsen er uden særlig erfaring fra Metal Ligaen, men med sine blot 19 år, er tiden foran den unge back. Med sin udtagelse til det seneste U20-VM i Nordamerika, hvor kun en skade stoppede Lasse Carlsen fra spil, er talentet indiskutabelt.

Frederik Høeg-Jørgensen ankommer med 217 ligakampe, 22 point og sikkert en snert af fynsk accent fra hockeyopdragelsen i Odense. Offensivspilleren er trods sine blot 20 år, en spiller, der kender Metal Ligaen og blot mangler de rette rammer for at tage yderligere skridt i sin hockeykarriere.

”Vi får to spillere, der er sultne og har set, at Hvidovre er et godt sted at udvikle sig. Der er ingen tvivl om, at mange unge spillere har fået øjnene op for, at vi hos Fighters giver dem tillid. Udvikling og spilletid er selvfølgelig altid et fælles samarbejde, hvor gode faciliteter går hånd i hånd med den motivation, spillerne bringer. Derfor er vi også overbeviste om, at Lasse og Frederik løfter deres hockeyspil yderligere under Fighters-vingerne,” udtaler Jesper Kristoffersen, PR-ansvarlig hos Hvidovre Fighters.   

Begge spillere har underskrevet aftaler, der løber hele sæsonen 2018/2019.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER