Det læser brugerne på HOCKEYMAGASINET lige nu

HM

Chancerig forestilling gik til Pirates

Hvidovre Fighters baskede Aalborg Pirates med stensikre 5-1 for en lille måned siden i Allan Villadsen Ishockey Arena i en kamp, hvor alt klappede. Her til aften blev det samme antal mål og de samme cifre uddelt, de var blot vendt den modsatte vej. Gæsterne fra Nordjylland stak af med tre point, i en kamp, hvor Fighters fyrede kanonerne af talrige gange, men med løst krudt i momenterne, hvor piratskibet kunne sænkes.

20 skarpe minutter
Fighters dominerede i første periode, hvor de store chancer var væsentlig flere end man forventer at få mod et regerende mesterhold. Men gæsterne virkede en anelse rustne og skroget på aftenens piratskib slog revner ad flere omgange, to gange slap Andrei Chistyakov helt alene igennem, men i begge tilfælde fik Ronan Quemener fat i det længste strå. I den modsatte ende var Philip Berg Nicolaisen på sin plads, når afslutningerne fra blå linje strøg ind mod den unge målmand, der stod sin blot anden kamp i Metal Ligaen, men overordnet set leverede en imponerende indsats.

Perioden var på tærsklen til at rinde ud, da aftenens første mål kom, og det var fuldstændig i tråd med chancer og viljen til sejr, at Hvidovre bragte sig i spidsen. Erik Lundblad fandt den notoriske målscorer Edgars Treijs, som gjorde arbejdet færdigt tæt under mål. Svensk samarbejde, når det er bedst. Føringen tog Fighters med sig i kabinen, eneste anke var, at 1-0 reelt var i underkanten, med tanke på de store chancer, der var misbrugt.

Gang i gæsterne
Julefrokostgæsterne i Frihedens Idrætscenter, der allerede flere timer før kampstart emmede af sang, musik, julebryg og høj cigarføring, havde sit greb om gæsterne. I Allan Villadsen Ishockey Arena, mistede Fighters grebet en smule om Aalborg Pirates i kombination med, at Aalborg også fandt hinanden noget bedre, som 2. periode skred frem. Inden vi nåede så langt, havde Jeppe Juul Korsgaard desværre taget en matchstraf, efter en hensynsløs tackling af Rasmus Birk Heine, der måtte afhentes af ambulance. Hvidovre-backen, der er blevet stadigt stærkere gennem sæsonen rev skulderen af led, så heldigvis ingen hovedskade, men slemt nok. God bedring til Rasmus Birk Heine.

Hvidovre profiterede ikke af fem minutter i overtal, men måtte i stedet se Aalborg bringe sig på tavlen, da deres nyeste mand på holdkortet, Cam Braes, fikst afdriblede Philip Berg Nicolaisen og lagde gummiet i nettet. Igen faldt der ro på, og følelsen af at være vidne til en af de seneste ugers mange remiser i skak, lagde vejen forbi sindet. Desværre for Fighters formåede Aalborg at straffe en Nicolaisen-fejl ved endebanden, der gav Mikkel Højbjerg et helt tomt mål at score i, og tre minutter senere blev Cam Braes dobbeltmålscorer med god hjælp fra en Hvidovre-skøjte, så det ud til.

Cruise-control
Nede med 1-3 inden 3. periode til mesterholdet trak de mørke skyer sig indover Fighters’ skæbne, men nok en gang fik holdet en friløber, denne gang var Victor Cubars udstyret med ansvaret, men som Chstiaykov, blev også Cubars besejret i mand til mand-duellen med Quemener i Aalborg-kassen. De chancer skal udnyttes, hvis der skal point, men stor ros til Fighters for at blive ved med at opsnuse mulighederne.

Historien, som desværre ofte gentager sig, gentog sig også denne gang; når man ikke selv får scoret, gør modstanderne det i stedet. Aalborg brugte perioden til at øge til både 4-1 og 5-1, inden hornet lød for sidste gang denne aften i Allan Villadsen Ishockey Arena. Sejren var fortjent, men afgjort for stor i forhold til den indsats Fighters ydede og de chancer, der blev brændt, om end de misbrugte chancer også er selve forklaringen på, at Hvidovre ikke gav sig selv muligheden for point.

Næste opgave er søndag eftermiddag i Odense. En gyser, der er vanvittig vigtig, men også en kamp, hvor chancerne for at tage sejren er fine, hvis de samme chancer skabes og defensiven ofrer sig i samme grad som i dag. Og der er ingen grund til at tro på andet, end at det vil være tilfældet.

Tekst: Jesper Kristoffersen

[caption id="attachment_72167" align="aligncenter" width="500"] Foto: Daniel André Stentz[/caption]

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER