Det læser brugerne på HOCKEYMAGASINET lige nu

HM

"Blødt” lokalopgør endte med Pirates sejr.

Af Kim Richardt Egebjerg

Kan der være tale om et topopgør så tidligt på sæsonen? Det er måske lige at overhype aftens kamp mellem hjemmeholdet Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates efter kun 2 spillede runder. Godt nok er aftens aktører henholdsvis nummer 2 og 1 men med 46 kampe igen kan der heldigvis nå at ske meget. En ting er sikkert. Det går sjældent roligt for sig når landets to nordligste ishockeyklubber krydser klinger på isen. Om der er tale om træningskamp, turneringskamp eller slutspil – så vil man ikke tabe til hinanden. Også fra fansenes side kan nattesøvnen hurtigt lide et knæk, hvis man taber til hinanden på isen. Dette vidner de to velbesøgte testkampe også om. Alt andet lige så kan aftens opgør betegnes som et topopgør mod to af Metalligaens formodede tophold. Begge hold har forstærket sig markant hen over sommeren, hvor det blandt andet er lykkedes Henrik Andersen og Thomas Bjurring at hente russisk forstærkning. Begge med et flot CV og potentiale til at henrykke publikum og blive publikumsyndlinge. En masse interessante spørgsmål rejser sig altid når Frederikshavn og Aalborg mødes. Thomas Spelling har stadig sæsonens første scoring til gode, kommer den i aften? Her har holdkammeraten Mikkel Højbjerg vist mere skarphed foran kassen. Også Dane Fox har fået en godkendt start på sæsonen senest med et mål og en assist mod Herlev. Kan han fortsætte i samme stil. På målmandsposten hersker der også en indbyrdes kamp. Begge har foretaget et ”bytte”. Galansky med fortid i Aalborg og Georg med fortid i White Hawks og begge har vist god form inden aftens kamp.




  1. Periode (0-1)


Allerede efter få sekunders spil opstod der to gode chancer til WH. Herefter bølgede lidt frem og tilbage uden de store chancer til nogen af holdene. Det var dog Aalborg Pirates, der formåede at komme først på tavlen via et yderst tvivlsomt straffeslag, som Morin koldt udnyttede. Herefter var spillet præget af en del individuelle fejl, dog flest fra White Hawks side af. Periodens eneste udvisning faldt til Aalborg’s nr.32 Lasse Bo Knudsen efter en tåbelig slashing. White Hawks formåede dog ikke at udnytte overtallet og måtte gå til pausen bagud 0-1.


     2. Periode (2-1)

Det var et mere tændt WH mandskab, der kom ud til 2. periode. Periodens første chance kom efter et par minutters spil ved en flot pasning af Bumagin ind til Dane Fox, som fuldstændig mistimer den. Ny chance til WH og i tiden 22.27 mål ved Nr. Nicolaj Kragh uass. WH fik oparbejdet et lille spilovertag i første halvdel af perioden, men herefter tog Pirates over og sad på både spil og chancer. Pirates tog igen føringen i overtal efter White Hawks’ Suisto fik en 2 minutters for forsinkelse af spillet, ved en flot firsttimer af Thomas Spelling (assist Anders Krogsgaard og Felix Scheel). I sidste sekund af perioden udligner WH til 2-2 ved selvmål af Georg Sørensen.


    3. Periode (0-2)

Hjemmeholdet kom under pres fra start af, af et velspillende Pirates hold, der tilspillede sig mange gode chancer og WH var heldige med ikke at komme bagud. Midt i perioden opstod der en stor chance til Thomas Søndergaard i en 2 mod 1 situation og der skulle en god redning af Georg Sørensen for at forhindre hjemmeholdet tog føringen. Pirates kunne paradoksalt nok have gjort det onde ved hjemmeholdet ved en lignede situation, da gæsterne fik en breakaway med ca. 3 min tilbage af perioden men Galansky fik afværget. Minuttet senere bragte gæsterne sig så fortjent foran 2-3 ved Julian Jakobsen og gæsterne lukkede lokalopgøret ved Thomas Spelling til slutstillingen 2-4. 2001 tilskuere havde fundet vej til Nordjyske Bank Arena


Næste kamp for Frederikshavn White Hawks er fredag hjemme mod Odense Bulldogs mens Aalborg Pirates får besøg af de regerende danske mestre fra Rungsted Seier Capital.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER