For snart 4 uger siden så Blue Fox sig nødsaget på baggrund af skader, til at hente en målmand i første omgang på en try-out. Nu har begge parter fundet frem til en aftale for resten af sæsonen.

Finske Ari Ahonen med et målmands CV der sjældent har set sin lige i den danske liga, har gennem 7 kampe vist sin klasse som målmand. Han blev hentet til Blue Fox for at hjælpe Herning mandskabet på et tidspunkt hvor klubbens 2 faste målmænd havde meldt sig skadet.
Hos Blue Fox har man i bund og grund hele tiden vidst, at man fik en sidste skanse til klubben, som havde en masse kvaliteter og ikke mindst rutine med i rygsækken med sine 36 år, og hundredvis af optrædener for Liiga, AHL, NHL, SHL og KHL, som alle hører til i kategorien af verdens stærkeste ligaer.

Cheftræner for Herning Blue Fox, Petri Skriko glæder sig også over, at det er lykkedes at tilknytte landsmanden og troldmanden Ari Ahonen for resten af sæsonen, en kapacitet på en position der kan vinde kampene for et hold.
”Ari er en meget rutineret målmand, som har spillet ishockey på allerhøjeste niveau. Han er en rigtig god fyr, som virkelig er faldet hurtigt til i omklædningsrummet, og bare generelt udstråler professionalisme hele vejen igennem. Der er ingen tvivl om, at han er en virkelig god målmand, og han har haft en stor andel i de 6 sejre holdet har fået igennem de 7 kampe han har spillet”, fortæller cheftræneren.

Hovedpersonen selv glæder sig også over udsigten til at følge sæsonen til dørs sammen med resten af holdkammeraterne. ”Det har været 4 virkelig gode uger, hvor jeg bare har nydt at spille ishockey sammen med resten af gutterne. Hele omstillingen fra Liiga i Finland, hvor jeg senest har spillet har været virkelig nem, da alle i organisationen har taget sig så godt af mig og min familie, og så har det bare været let at falde til på holdet”, siger Blue Fox målmanden, Ari Ahonen.