Jesper Larsen

Aalborg Pirates slog White Hawks

Af Jesper Larsen

En ny sæson venter lige rundt om hjørnet, og Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates har foreløbig forberedt sig med hvert sit nederlag til norske Storhamar Dragons. Onsdag aften var det så blevet tid til det første af den serie af indbyrdes opgør, som de to hold altid spiller mod hinanden i løbet af en lang sæson. Og selv om der var tale om en træningskamp, så var den imødeset med en del spænding.

Det tog kun Aalborg Pirates fire minutter at være lige så slemme ved høgene som i forrige sæsons kvartfinaler. Mike Namee havde sidste stok på et ret gennemspillet angreb, og Aphiwat Sengthaisong i White Hawks-målet havde ikke mange muligheder for at redde. Udligningen lod imidlertid ikke vente på sig længe. White Hawks var i overtal, og det blev ikke spillet på klassisk vis, men alligevel stod Kristian Jensen pludselig fri og kunne udplacere Jesper Wulff i Pirates-kassen. Og mål var der nok af i kampens indledning. En høgeudvisning resulterede i endnu et godt Pirates-opspil, og inde foran kassen var det denne gang Jack Walker, der fik lov til uhindret at skubbe pucken over stregen. Og kun halvandet minut senere var der igen udsalg i hjemmeholdets forsvarszone. En løs puck endte hos Martin Højbjerg, og så var mestrene foran 3-1. Aalborg Pirates spiller om 15 dage den første kamp i Champions Hockey League mod ZSC Lions fra Zürich. I dag kunne man godt se, at de allerede er oppe i et tempo, man normalt ikke ser i Metal Liga-sammenhæng så tidligt på sæsonen. White Hawks haltede efter i den første periode, og det så nemt ud, når Pirates spillede sig igennem.

I øjeblikket er det kun Kristian Jensen, der kan score for høgene. Han gjorde det mod Storhamar, og der kom en kasse fra ham i den første periode, og et enkelt minut inde i den anden periode var han igen på pletten. En retur fra Pirates-keeper Wulff landede lige foran Jensen, og så var der reduceret til 2-3. Pirates kunne ikke udnytte, at man kort herefter var en mand mere på isen i hele fire minutter. Til gengæld slog man til, da White Hawks blev fuldtallige. Thomas Spelling har taget turen fra SønderjyskE og til Aalborg, og han åbnede sin målkonto med et kvikt håndledsskud fra nært hold og bragte sit nye hold foran 4-2. I de sidste minutter af perioden var høgene i overtal. Man fik ikke sat noget særligt solidt powerplay op, og da udvisningen til Mikkel Højbjerg var overstået, blev en puck serveret for samme Højbjerg, der netop var kommet ud af straffeboksen. Han spurtede fra høge-forsvaret og scorede sikkert. Aalborg Pirates gik til pause foran 5-2.

Og så sluttede Kristian Jensens monopol på scoringer. Fire minutter ind i den sidste periode kom Cam Spiro nemlig på tavlen, da han udnyttede Dale Mitchells udmærkede forarbejde. Siden fulgte en ordentlig gang indianerhockey med småchancer i begge ender. Men man så også, at trætheden meldte sig, og det gik ud over kvaliteten af spillet. Med seks minutter igen satte Lasse Bo Knudsen en hård tackling på en White Hawks-spiller. Det fik Simon Grønvaldt til at lave en hævnakt, og så røg han ud for resten af kampen. Og det tog Pirates sølle 12 sekunder at udnytte det overtal, de fik. David Friedmann nærmest pressede pucken ind ved den ene stolpe. Og der skulle såmænd kun gå yderligere halvandet minut, før Aphiwat Sengthaison igen kunne pille pucken ud af sit bur. Aaron Harstad sendte et slagskud ind. I slutsekunderne udviklede tingene sig. Kristian Jensen satte en tackling ind på Aaron Harstad, der kvitterede med at lave en brutal crosschecking. Så fik også han en badebillet. Og kort efter røg Dale Mitchell og Victor Panelin Borg i totterne på hinanden. Også matchstraf til dem. Men flere scoringer kom der ikke. For anden gang i træk lukker White Hawks syv mål ind. Man taber 3-7.

De to hold spiller igen i morgen. Denne gang i Aalborg, hvor White Hawks´ webteam desværre ikke har mulighed for at være til stede.

 

 

 

 

 

Kampen i tal:

Frederikshavn White Hawks – Aalborg Pirates (1-3, 1-2, 1-2)

4 minut:            0-1: Mike Namee

7 minut:            1-1: Kristian Jensen

9 minut:            1-2: Jack Walker

11 minut:          1-3: Martin Højbjerg

21 minut:          2-3: Kristian Jensen

29 minut:          2-4: Thomas Spelling

39 minut:          2-5: Mikkel Højbjerg

44 minut:          3-5: Cam Spiro

54 minut:          3-6: David Friedmann

55 minut:          3-7: Aaron Harstad

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER