Det læser brugerne på HOCKEYMAGASINET lige nu

Jesper Larsen

White Hawks måtte i overtid mod Rungsted

Rungsted Seier Capital havde inden dagens kamp mod Frederikshavn White Hawks udspillet sin rolle i kampen om de slutspilspladser, der giver ret til at vælge modstander. Nordsjællænderne dukkede op til kampen i Scanel Hockey Arena med en elendig historik fra de sidste mange kampe. Senest fik man en snitter af sin modstander i den kommende pokalfinale, og desuden var man decimeret og uden anfører Morten Green og højt besungne Fabian Brunnström. White Hawks derimod har haft en opadgående formkurve. Sejre over SønderjyskE hjemme og Herning Blue Fox ude har uden tvivl boostet selvtilliden, og for hjemmeholdet gjaldt desuden kun en sejr, hvis man fortsat skulle kunne byde ind på første- eller andenpladsen i Metal Ligaen.

Første periode indledte en anderledes, end de fleste havde forestillet sig Rungsted Seier Capital virkede motiverede og tændte, og de var aggressive i deres forechecking. I de første minutter af perioden holdt de White Hawks fra nærgående forsøg, og man fik selv forsøgt sig mod Thomas Lilie i høge-målet. Men hjemmeholdet åd sig ind i matchen, og det bølgede temmelig meget frem og tilbage. En udvisning til Seier Capitals nye lejesvend, Mika Daugilis, efter 13.08 skulle bryde isen. Et fornuftigt powerplay blev sat i scene, og man bemærkede især, at hjemmeholdet havde stor tålmodighed i opspillet. Lige indtil Bretton Stamler besluttede sig til at fyre af og score et af sine sjældne mål. Rungsteds nye keeper, Tuomas Tarkki så ikke helt uskyldig ud i den situation, og i det hele taget viste første periode, at han ikke er et uigennemtrængeligt plankeværk. Herefter overtog White Hawks både initiativ og styring af kampen, og det kunne snildt have resulteret i en scoring eller to mere. Ved flere lejligheder var det endda meget tæt på. Men det blev ved den ene scoring. Høgene foran 11-6 i skud.

Man syntes, at føringen efter de første tyve minutter var i orden. Men hjemmeholdet var ikke helt i vælten, og det blev tydeligt i anden periode. Mario Simionis tropper lod inspiration og gejst blive i omklædningsrummet, og derfor kunne Seier Capital snart vende kampen helt på hovedet. Først udlignede Kent McDonell, og et par minutter efter kom udeholdet på 1-2, da Thomas Lillie parerede et svagt skud lige ud i slottet, hvor Marco Illemann ikke havde de store problemer med at skovle pucken over stregen. Og så blev det for alvor nervøst og usammenhængende for White Hawks. Et powerplay var dog lige ved at have kunnet give udligningen. Steffen Frank skød forbi med et åbent mål, og umiddelbart efter var Mathias Bau meget fri og fik skudt på stolpen. Men Rungsted havde flere bud efter 1-3. To powerplays fik de, og på især ét af dem var hjemmeholdet heldige ikke at inkassere endnu et mål. Mathias Bau havde i øvrigt i forbindelse med det sidste af de nævnte powerplays en gylden chance, da han fik en friløber. Men igen overplacerede han sit skud, og det prellede af på overliggeren. Men det var og blev Rungsteds periode. Holdet vandt skudstatistikken 13-7, og der kunne være kommet flere mål ud af det hele. Publikum i Scanel Hockey Arena summede nervøst. Man vidste godt, at kun en feberredning i den sidste periode kunne holde høgene inde i dagens kamp og i den almene kamp om højere placeringer.

Pausen havde åbenbart gjort høgene godt. I tredje periode forcerede man, og det var man også tvunget til. Indledningsvist gav det ikke resultat, men ketchupflasken åbnede sig efter små 7 minutters spil i perioden. Nick Olesen kunne lægge en baghånd ind efter en retur fra Tarkki. Og kun 54 sekunder senere kom hjemmeholdet også foran. Steffen Frank udnyttede en fin pasning fra Marcus Olsson, og så stod det 3-2. Herefter var der masser af muligheder for White Hawks til at udbygge, men dels tog Tarkki et par oplagte og dels var afslutningerne lige sene eller upræcise nok. Og da man ikke fik lukket kampen, så skete det typiske nemlig, at Rungsted i stedet fik udlignet. Så var man lige vidt. Kampen gik i forlænget og til sidst i straffeslag. Her var frederikshavnerne stærkest. Nick Olesen var den eneste, der kunne score, og så fik White Hawks to point. Men det var i underkanten. Odense og Aalborg Pirates vandt også, og dermed tyder meget på, at White Hawks bliver treer i årets Metal Liga.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER