Jesper Larsen

White Hawks besejrede Lillehammer

Frederikshavn White Hawks og norske Lillehammer Ishockey tog her til aften hul på Freddys Bar Cup - en nyskabelse i dansk ishockey. Turneringen, der afvikles over to dage, har desuden deltagelse af Herlev Eagles og tyske Fischtown Pinguins. Og det blev hjemmeholdet, der efter forlænget spilletid og straffeslag kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret. Mathias Bau og Kristofffer Lauridsen scorede på straffeslagene.

Men det blev på ingen måde en kamp, der vil gå over i historien. De tre perioder endte uden mål, og det er ikke for meget sagt, at publikum i Scanel Hockey Arena gik småskuffede hjem. For selvom hjemmeholdet altså til sidst fik sat et par scoringer i straffeslagskonkurrencen, så var det småt med de opløftende momenter. Norske Lillehammer dominerede i store dele af kampen, og det havde slet ikke været ufortjent, hvis OL-byens stolthed havde vundet i ordinær tid. White Hawks havde – som i den første hjemmekamp mod Aalborg Pirates i sidste uge – mere end svært ved at tilspille sig chancer. I første periode blev det til seks skud på mål, og i anden blev det kun til sølle tre forsøg mod Fredrik Johansson i Lillehammers mål. Det frederikshavnske angreb ser temmelig udfordret ud, og så hjælper det naturligvis heller ikke stort, at holdets klart målfarligste spiller – Colin Vock – ikke kunne være med grundet en skade.

Det var ellers ikke fordi nordmændene ikke var til at tale med. I forbindelse med opstarten sidste år præsenterede White Hawks på hjemmebane et andet norsk hold, Lørenskog. Det hold var en klasse eller to over det hold, White Hawks i dag altså besejrede til sidst. Hjemmeholdet leder tilsyneladende stadig efter konceptet, og man kan i hvert fald konstatere, at chancerne ikke længere – som et nordjysk publikum ellers har været vant til i en årrække - kommer som perler på en snor. Og det er vel forståeligt nok. Det er en tung arv at skulle tage over efter spillere som Robin Bergman, Jacob Dahlström og Adam Miller. Man har lov at håbe, det kommer, når Mario Simioni har haft mulighed for at arbejde med spillerne i længere tid.

Ikke desto mindre er White Hawks i finalen i Freddys Bar Cup, og det afgøres senere på aftenen, hvem modstanderen bliver. Herlev Eagles står over for Fischtown Pinguins. Det ser på forhånd svært ud for københavnerne. Pinguins er mødt op i Frederikshavn med hele 18 importspillere. De fleste af dem holder høj klasse. Vinderen af kampen møder Frederikshavn White Hawks lørdag aften klokken 19.00.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER