Det læser de besøgende på HOCKEYMAGASINET lige nu

Jesper Klitgaard

Warren Peters med respekt for Peckham

Når holdene rammer slutspillet, så forventes det også rundt omkring i klubberne, at de mere profilerede spillere træder i karakter. Således er det også i Sønderjyske, hvor spillere som Cory Quirk, Patrick Asselin og Warren Peters skal leve under et større forventningspres nu, end de skal under grundspillet. Hockeymagasinet mødte Warren Peters, som delte sine tanker omkring kvartfinaleserien mod Rødovre:
"Synes at det er for tidligt at konkludere noget endeligt, men vi forventede inden serien startede at det ville blive en hård serie, og de forventninger er blevet indfriet. De forsvarer sig hårdt og alle kampe har været meget fysiske indtil nu og det forventer jeg også at kamp fire bliver på fredag. Vi skal spille en god udekamp, noget bedre end vi gjorde i kamp to".

Warren Peters og Theo Peckham har haft en del infights under de første tre kampe, både fysisk og verbalt, og de to tidligere NHL-spillere har hver især taget en betydelig rolle i at forsvare medspillere, når det kommer til de fysiske kampe. Men Warren Peters afviser at der er decideret ondt blod imellem de to imports:
"Jeg har spillet mod Theo før, og jeg respekterer ham for den spiller han er. Han spiller typisk nordamerikansk og hans rolle på isen er meget lig den rolle, som jeg tidligere har haft i andre klubber. Han gør hvad han kan for hans hold, han tilføjer noget kant til deres spil og noget selvtillid til de unge spillere på deres hold. Hans fysiske spil og hans størrelse kan måske få deres unge spillere til at vokse lidt. Når det er sagt, så er det også min opgave at konfrontere ham på isen og færdiggøre tacklinger på ham når jeg kan. Men Theo og jeg har en fælles forståelse og respekt for hinandens spil, og hvad angår vores samtaler, så er det bare snik-snak, noget der foregår i kampens hede og som hører med"

Fredag aften skal SønderjyskE så forsøge at gøre en bedre figur end de gjorde sidst holdet besøgte arenaen i Rødovre. Og Warren Peters mener holdet er blevet klogere:
"Jeg synes at vi i tredie periode i går, viser noget af det spil som vi skal spille. De forsvarer sig virkeligt godt, så vi skal blive bedre til at kontrollere spillet og vi skal blive bedre til at tænke smart hockey. Vi skal blive bedre i midtzonen og i vores egen zone, og så skal vi ikke lave så mange fejlpasninger, men tvinge dem til selv at skulle kreere deres spil fra deres egen zone. Kan vi det og så lige være lidt mere effektive, så har vi gode muligheder for at komme fra deres bane med et bedre resultat end kamp to"

Mon ikke Warren Peters og Theo Peckham kommer til at snakke mere sammen i løbet af weekenden?

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER