HockeyNyheder

Tidligere SønderjyskE spiller bliver sportschef i Esbjerg

EIK styrker det sportslige fra næste sæson.

Fra sæsonen 2017/2018 tilknytter Esbjerg Ishockey Klub en sportschef.

Valget er faldet på Jan Jensen fra Vojens, som foruden sportschef-jobbet i EIK, fortsat vil varetage deltidsjobbet som konsulent for Danmarks Ishockey Union. Jan Jensen har fra dag 1. været bestyrelsens første valg, og vi er utrolig glade for at det lykkedes os, at tiltrække en kapacitet som Jan Jensen til vores klub.

Jan har stor erfaring fra Vojens IK samt et stort “know-how”, og netværk med i bagagen fra sit job ved Danmarks Ishockey Union. Bestyrelsen for Esbjerg Ishockey Klub fremlagde for 2 år siden 2 målsætninger. Dels at få vendt et underskud i klubben til et overskud, samt at udvikle klubben sportsligt. Allerede i sæsonen 2015/16 fik vi lavet et økonomisk “turn around”, ved blandt andet de forskellige Camps og stævner, og held ved diverse søgsmål inden for fonde samt selvfølgelig en stor tak til vores trofaste
og nye sponsorer i klubben. Alt dette har bidraget til den positive økonomiske udvikling som Esbjerg Ishockey Klub fortsat er i, også i denne sæson. Nu er turen så kommet til det sportslige, hvor EIK skal tage det næste skridt.

Jan Jensen udtaler:

Jeg er meget glad over at have fået muligheden for dette spændende, og udfordrende job i Esbjerg IK.

Selvom EIK er en hæderkronet, og godt organiseret klub med mange dygtige og engagerede mennesker, ser jeg helt sikkert noget uudnyttet potentiale, som jeg vil forsøge at få bragt i spil. Dette gælder på det organisatoriske plan, såvel som ude på træningsbanen, og omkring off-ice.

Om skiftet til Esbjerg fra Vojens:
Det har naturligvis været en anderledes tanke, at skulle overveje “et klubskifte til lokalrivalerne”, men siden de indledende møder med medlemmer af bestyrelsen, har jeg haft en rigtig god mavefornemmelse. Jeg har derfor ikke været i tvivl om, at det var det
rigtige skridt for mig, og jeg ser meget frem til at arbejde med udvikling af ishockeyen i en anden klub end den, hvor jeg selv har spillet hele min karriere.

Jeg har desuden fået god sparring – og 100% opbakning – fra familien, venner og mit netværk ifb. med beslutningsfasen, så det har helt sikkert gjort beslutningen nemmere.
Det har desuden været vigtigt for mig, at stillingen kunne skræddersyes, således at den kan kombineres med mit privatliv hjemme i Vojens, samt jobbet i DIU.

Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang med arbejdet, og ser frem til samarbejdet med alle spillere, ledere og forældre i Esbjerg IK, samt samarbejdspartnerne i
Esbjerg Energy, Eliteidræt Esbjerg, DIU m.fl.

Jan Jensen tiltræder sit nye job i Esbjerg Ishockey Klub d. 01.05.2017, på en 1. årig aftale, der kan forlænges med yderligere et år, hvis begge parter blive enige om det (1+1 aftale).
Jan Jensen (f. 1975)
Bosat i Vojens.
Samboende med Dorthe.
2 børn fra et tidl. forhold (5 og 7 år)
Deltidsansat ved DIU, som Konsulent.
DIU U16 Ass. Landstræner.
Ishockey karriere:
Startede som 6 årig i 1982.
Har spillet over 700 Elitekampe for Vojens IK, IK Sønderjylland og SønderjyskE.
Stoppede den aktive karriere i 2009.
Sportschef og Cheftræner for VIK (2011-2015).
DIF s Diplomtræner Uddannelse i 2014.

© Photo: M. Andersen