Jesper Klitgaard

SønderjyskE tog pointene

At sige at kampene mellem SønderjyskE og Esbjerg er noget helt specielt i det syd og sønderjyske, er vel ingen underdrivelse. Det kan SønderjyskE's Anders Overmark også mærke:"Jamen man kan mærke der er lidt mere hype omkring disse kampe! Folk omkring holdet snakker lidt mere om det. Også kan man jo følge med på de sociale medier, at fans går ekstra op i disse kampe. Men nu er jeg jo selv fra Herning af, hvor dengang jeg var en lille knejt der var vi heller ikke vilde med Esbjerg! Men man kan godt mærke det er på et helt andet niveau her nede". Derfor var der også set frem til aftenens kamp med spænding. Esbjerg kom med en frisk sejr over Frederikshavn, mens SønderjyskE fik grundspillets første nederlag i fredagens kamp mod Rungsted.

Det var SønderjyskE som startede bedst. Aggressiv forechecking og højt tempo ud af egen zone var opskriften fra cheftræner Dan Ceman, og det gav pote allerede efter tre minutters spil. Målscoreren var Cory Quirk, som styrede et skud fra Tyler Gotto ind i gæsternes mål. Målet fik Esbjerg længere frem på isen og holdet fra vestkysten kom også frem til flere kvalificerede forsøg, og Jeff Frazee måtte hive en god sideforskydningsredning ud af ærmet for at forhindre en udligning. Men det blev SønderjyskE der bragte sig foran med to, da Nick Dineen satte et håndledsskud under skinnen på Yukata Fukufuji, som ikke så helt vågen ud i situationen. Tyler Gotto og Patrick Asselin assisterede. Første periode bød ikke på flere mål og ej heller de store målchancer. Esbjerg havde en god mulighed for at reducere da holdet i over et minut var fem mod tre, men gæsterne fik ikke spillet sig frem til nogen nævneværdige muligheder

Anden periode var dog knapt kommet igang da gæsterne fik deres første mål. Sune Hjulmand var først over returen i et esbjergensisk powerplay, sat godt op af Mark Delargo og Andrew Clark. Ellers var de første ti minutter af anden periode lidt af en ørkenvandring. Ingen af holdene kunne rigtigt få spillet til at fungere og da der heller ikke var nogen intensitet af betydning, var der langt imellem højdepunkterne. Et kom der dog. Andrew Clark tog egenhændigt pucken ind over blueline og fik sneget et godt skud afsted og pucken passerede både den sønderjyske back foran ham samt Jeff Frazee i målet til udligning 2-2. Et mål lidt ud af ingenting, men som spil og chancer havde fordelt sig, ikke helt ufortjent. SønderjyskE fik dog svaret hurtigt igen, da Steffen Frank, i overtal, satte en retur højt i målet således at SønderjyskE kunne gå til anden pause-te med en 3-2 føring

Tredie periode startede som anden sluttede, med et lille overtag til SønderjyskE. Tilbagevendte Henrik Nielsen fik en halv friløber, men måtte se sit forsøg blive pareret. Derudover var småt med chancer og det sammenhængende spil. Esbjerg virkede mere aggressive og forsøgte at stresse SønderjyskE højt oppe på værternes banehalvdel. Dette gjorde at der fremkom mange pucktab og omtrent lige så mange spilstop. Men tredie periode tilhørte gæsterne som gang på gang førte pucken ind i SønderjyskE's zone med høj fart og som flere gange kom til gode chancer, men Jeff Frazee var en sikker sidste skanse i mål. Derfor var stillingen stadig 3-2 med under to minutter tilbage og da Aron Lee tog en unødvendig udvisning og  da Esbjerg i det efterfølgende sønderjyske powerplay tog målmanden ud, kunne Nick Dineen sætte pucken i det tomme mål til en 4-2 sejr til SønderjyskE.

Aftenens kamp vil ikke gå over i historien som værende den bedst spillede kamp nogensinde. Der var alt for mange personlige fejl og da der samtidig manglede intensitet, blev resultatet en lidt tam affære. Esbjerg fik vist at de har niveauet til at blande sig i toppen af dansk ishockey, og med lidt mere held og skarphed kunne vestjyderne sagtens have taget alle pointene med hjem. Omvendt kunne SønderjyskE glæde sig over at vinde på en dag hvor ikke alt fungerede og de skal takke Jeff Frazee for at de kunne trække sig sejrrigt ud af sæsonens første lokalderby. Det var dog ej heller en jublende Michael Eskesen som hockeymagasinet talte med i minutterne efter kampen :"Synes egentlig vi kommer flot ud til første periode, men Esbjerg kommer flot tilbage i anden og så bliver det en forestilling hvor vi ikke rigtig har styr på vores struktur og systemer og vi bliver kørt lidt rundt til tider, så det er da trods alt positivt at vi kan trække det længste strå til sidst.". Og til spørgsmålet om den manglende intensitet sagde Eskesen :"jeg har spillet de kampe der var noget hårdere og lidt vildere, men måske dommerne skal have ros for at dæmpe gemytterne. Men kampen bar ikke præg af mange nærkampe og jeg tror da at begge hold gerne vil spille mere fysisk."

Dagens bedste : SønderjyskE's målmand Jeff Frazee, der med sin uortodokse stil er mere flagrende                            end sin forgænger, men med sine mange store redninger i dag, var han spilleren                                som sikrede sejren til SønderjyskE

Dagens Værste: Den manglende intensitet, både på og uden for banen. Der er langt op til et godt                                  gammeldags Derby mellem de to klubber

Det læser brugerne på HOCKEYMAGASINET lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER