Jesper Klitgaard

SønderjyskE tog også tredie stik

Endnu et kapitel i krigs-reportagen mellem SønderjyskE og Frederikshavn Whitehawks skulle skrives søndag aften i Vojens. Hjemmeholdet var med fredagens sejr, foran 2-0 i kampe og kunne med en sejr her til aften, bringe sig et stort skridt nærmere endnu en DM-finale. Men de to første kampe havde været utroligt jævnbyrdige og med det i mente, at udeholdet havde ryggen mod muren før aftenens dyst, ja så var der lagt op til endnu en drabelig affære.
SønderjyskE havde i forhold til fredagens kamp fået Patrick Asselin tilbage efter sygdom, men måtte stadig undvære Alexander Ribbenstrand, hvis skadesomfang ikke endnu er oplyst af SønderjyskE. Gæsterne fra Frederikshavn måtte til aftenens ikke alene undvære Nicolai Meyer og Steve Birnstill, men også Kristoffer Jonsson.
Kampens indledning var nøjagtig lige så tæt som man havde forestillet sig. Der blev gået godt til den i tacklingerne og tempoet var skruet godt op. Det var ikke de store chancer som nogen af holdende fik tilspillet sig, tættest på var gæsterne da de i et godt opsat powerplay fik flere gode chancer, men Joni Myllykoski i det sønderjyske mål tog sig af det der kom.
Patrick Asselin har vel ret beset ikke levet op til de forventninger man havde til ham i dette slutspil, men canadieren fik betalt lidt af på slutspilsgælden, da han efter små ti minutter fangede en løs puck ved banden, tog et kort træk ind i banen, og satte pucken ind bag ved Joe Fallon, som ikke så alt for vågen ud i situationen, og 1-0 til hjemmeholdet.
Det fik gæsterne til at mobilisere alle kræfter, og de sad massivt på den resterende del af første periode. Gang på gang kom de til gode afslutninger, men Joni Myllykoski i det sønderjyske mål, pillede hver gang broden af de forsøg der kom
Anden periode var knapt begyndt, da nettet igen blafrede i SE-arena. Thomas Spelling samlede op på en friløber som Cory Quirk ikke kunne omsætte, cirklede rundt i offensiv zone og fandt med en blød pasning Kim Lykkeskov, som med en følt styring, stort set fra baglinien, listede pucken ind bag Joe Fallon til 2-0 til hjemmeholdet.
Ellers var billedet som i slutningen af første periode. Frederikshavn havde overvægt i spil og chancer, men gang på gang reddede Joni Myllykoski sine holdkammerater, som ved flere episoder optrådte sløset og arrogant i egen zone.
Derfor var det også ganske fortjent, da Colin Vock efter 7 minutters spil i anden periode, kunne liste en puck under skinnerne på det sønderjyske plankeværk til reducering 2-1.
Og der skulle komme endnu et hul i plankeværket, da Nicolaj Nedermark, fik listet et skud ind over skulderen på finnen i det sønderjyske mål til udligning 2-2, et mål hvor Myllykoski til en afveksling ikke så alt for skarp ud.
Spillet var i anden periode ganske rodet og usammenhængende. Det fysiske spil var aftaget lidt og det samme var presset fra gæsterne. Derfor kom meget af spillet til at foregå i midtzonen, uden de store chancer.
Et af de store samtaleemner i dette slutspil, har været kontroversielle dommerkendelser. Mangt og meget er skrevet og sagt, og aftenens kamp skulle ingen undtagelse blive. Patrick Asselin røg afsted på en friløber, men blev lige efter han havde afsluttet,hægtet bagfra og dommer Jan Bigum hævede armen for en afventende udvisning. Patrick Asselin røg på ryggen ind i Joe Fallon og mellem skøjter, spillere og stave røg pucken med ind i målet, hvorefter hoveddommeren, noget kontroversielt, dømte mål. Herefter fulgte, naturligt, store protester fra Frederikshavner-spillerne, men efter at have fået vurderet målet via video-måldommeren, fastholdt dommerduoen målet, og altså en meget kontroversiel 3-2 føring før sidste periode til hjemmeholdet.
Hvor anden periode var lidt fattig på intensitet, tog tredie periode gevaldigt revanche. Patrick Asselin satte et godt hit på en frederikshavner spiller, og i det hele taget steg antallet af små hævnakter igen. Dommerne skulle igen bringe sig selv i fokus, da de først dømte en noget tynd tripping imod Anders Overmark, og ganske kort efter en lige så tynd tripping på Tyler Gotto. Det betød at hjemmeholdet måtte spille tre mod fem, men ligesom den første udvisning blev klaret, satte Anton Mylläri et skud højt forbi Joni Myllykoski i sønderjyskemålet til udligning 3-3. Som spile og chancer havde fordelt sig, var det ganske fortjent. Men det var ufortjent at spillerne ikke havde en jordisk chance for at forholde sig til dommerlinien.
Men der kom flere mål. SønderjyskE var en mand i overtal, efter at Adam Miller, havde fået to minutter for slashing. Thomas Spelling trykkede af fra distancen og på returen dukkede Cory Quirk op og satte scoringen ind til 4-3 og et jubelbrøl fra de 3700 tilskuere i SE-arena. Til sidst fik Warren Peters lov til at slutte festen af med at sætte pucken i tomt mål, efter oplæg af, ja hvem ellers end Cory Quirk.
Sønderjyske er nu foran med 3-0 i kampe og det vil kræve en næsten overmenneskelig præstation af Frederikshavn, at spille sig i finalen. Men holdet fra nord har spillet godt, og der var vel ingen som kunne have indvendt noget imod, hvis de havde fået minimum en sejr i de kampe der er spillet.
Næste kapitel skrives på tirsdag i Scanel Hockey arena

Det læser brugerne på HOCKEYMAGASINET lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER