Jesper Baadsgaard-Pedersen

Russeren på Tårnvej, DK-2610 Rødovre

I artikelrække om historisk dansk og international ishockey, skriver hockeymagasinet denne gang om hemmeligheden bag, hvorfor og hvordan verdens bedste ishockeytræner, russeren Boris Kulagin, i 1977 pludselig havnede i Danmark. Et trænerskifte, der vakte international opmærksomhed, da Danmark på det tidspunkt kun lå i C-gruppen og var en ”lilleputs-nation.” Og på intet tidspunkt havde præsteret noget, der bare ligner lidt af det, det vi ser i dag. Danmark har siden 2003 ligget i A-gruppen og har i de sidste 10 år produceret en række NHL-spillere, som har markeret sig stærkt. Relativt set er Danmark – formentlig overraskkende for mange – blandt de nationer, der får flest spillere drafted – og endda flere spillere, der har fået stor succes i NHL.

Danmark er i 2018 vært for VM i A-gruppen, som bl.a. skal finde stede i den nye superarena tæt på Bella Centret i Ørestaden.

Hockeymagasinet skriver – udover alle væsentlige nyheder – nu også om dansk ishockeys historie og væsentligste øjeblikke og sætter perspektiv på sporten. Med baggrundsartikler, reportager og interviews med spillere, trænere, ledere, dommere og andre, som har haft en afgørende rolle i klubberne, omkring landsholdene og i Dansk Ishockey Union (DIU) og internationalt! Historierne og persongalleriet er mangfoldigt og kan være overraskende og ligefrem ”chokerende” læsning. 
Magasinet startede artikelrækken med ”Guldkysset i Vojens søndag, den 26. februar 1978” (03.06.2016). Efterfølgende har vi bragt følgende artikler i serien:
”Anføreren, der gik forrest og ofte scorede afgørende mål” (05.06.2016), ”Årets Dommer 1999: Jens Chr. Fossaberg - Den Gyldne Fløjte” (08.06.2016), ”Naturtalentet Peter Rasmussen, Årets Spiller 1984” (11.06.2016), ”Tony Krantz, den stærke svenske ishockeyspiller, som sammen med canadieren Craig Chapman kom til Frederikshavn i 1978 og nu spiller oldboys hockey i Stockholm - sammen med blandt andre den svenske backlegende, Börje Salming (26.06.16)”.

Og her kommer historien om:

Boris Kulagin, russeren på Tårnvej i Rødovre

I en almennyttig boligbebyggelse var beboerne meget forundrede i 1977. Hvem var den russiske mand, der sammen med sin kone, Margerita, pludselig kom og flyttede ind i en 2-værelses lejlighed i boligkomplekset. Beboerne blev nærmest forbløffede, da det viste sig, hvem de var: De nye beboere hed Boris og Margerita Kulagin. Boris Kulagin, Sovjets landstræner, som i 5 år stod i spidsen for unionens suveræne ishockeylandsholdm - verdensmestre og olympiske guldvidere – var sensationelt kommet til Rødovre kommune for at være træner for RSIK’s 1. divisionshold.

Kommunen satsede stort

Det var ingen tilfældighed, at det netop var Rødovre, som sikrede sig den russiske trænerlegende.
Hockeymagasinet har spurgt Rødovres tidligere mangeårige anfører, Bent Hansen (far til den succesrige NHL- og landsholdspiller Jannik Hansen, red.), hvordan det lykkedes klubben at få Boris Kulagin til Danmark for at være træner for Rødovre.

”I 1977 var den sovjetiske sportsminister på officielt visit i Danmark, og Rødovre kommune benyttede lejligheden til at få sat et møde op med henblik på at få en russisk træner,” fortæller Bent Hansen.

”Rødovre kommune var meget aktive, og samtidig havde vi i formanden Albert Thorup og holdlederen Svend Aage Hansen nogle ildsjæle, som pressede godt på, og det lykkedes derfor kommunen og klubben at få en russisk træner,” fortæller Rødovers tidligere holdkaptajn.
Men ingen havde forestillet sig, at det ville blive en af de største ishockeytrænere i historien: Boris Kulagin.

Danske mestre allerede i første sæson

Kulagin førte allerede i sin 1. sæson (1977/78, red.) Rødovre, der havde hjemmebane i den gamle nedslidte skøjtehal, ”Kostalden”, til klubbens første mesterskab. En sæson, hvor klubben blev suveræne mestre, og hvor niveauet steg markant og som blev skelsættende for dansk ishockey. Og reelt starten for den rivende udvikling sporten har gennemgået, hvor Danmark i dag har været A-nation i mere end et årti.
Bent Hansen var ikke alene var anfører for de danske mestre i 1977/78, men han blev også kåret som Årets spiller i Rødovre. Han kom desuden i Årets 5’er med kammeraterne i Rødovres A-kæde, centerforwarden Sten Thomsen og backen Jan Andresen, udpeget af BT-journalisten Peter Fredberg. Rødovres A-kæde var repræsenteret med 3 ud 5 spillere på Årets hold. Hvilket kun er sket netop i den sæson, hvor Boris Kulagin gjorde Rødovre til danske mestre.

Hockeymagasinet: Hvordan var Boris Kulagin som træner:

”Boris Kulagin var en fantastisk træner. Men han stillede nogle krav, som vi ikke var vant til. Han krævede langt mere af os,” svarer Bent Hansen og tilføjer: ”Jeg blev bedt om at stå op 1 time før for træne, inden jeg gik på arbejde, hvorefter jeg så tog til træning igen.”
Kulagin gjorde det meget klart over for samtlige spillere, at for at blive bedre var det var nødvendigt, at træningen blev øget både kvalitativt og kvantitativt. Og det gjorde den i høj grad også. Seriøsiteten kom i højsædet ,og der blev sommertrænet stenhårdt 4 gange om ugen, og gennem sæsonen blev der ofte trænet 2 gange om dagen, selv om samtlige spillere dengang var amatører. Og havde arbejde eller studier at passe. WM- og OL-vinderen udstrålede en autoritet – og intet var til diskussion.

Men oftest på en stille og rolig facon. Hans ordrer blev formidlet gennem Jan Andersen, en studerende, som læste russisk på Københavns Universitet, som fulgte holdet tæt gennem hele sæson.

”Kulagin så holdet som et kollektiv og forstod at udnytte det maksimalt ved at få hver spiller til at præstere noget nær det maksimale hver eneste gang og dermed få det største potentiale frem i hver enkelt spiller til gavn for hele kollektivet. Det var nok derfor, at vi var de andre hold så klart overlegne,” vurderer Bent Hansen, som med 49 point blev nr. 3 på årets topscorerliste. Topscoren dette år var en anden af dansk ishockeys bedste spillere i 70’erne og først i 80’erne, AaB- og Herning-landsholdsforwarden Fritz Nielsen far til Frans Nielsen, Detroit Red Wings (netop skiftet fra New York Islanders, red.), Danmarks 1. spiller NHL-spiller.

Hemmeligheden bag opholdet i Danmark

Det viste sig, at der lå en alvorlig personlig årsag til, hvorfor Sovjets sportsminister Parlov valgte at sende selveste Boris Kulagin til Danmark: Sovjet opnåede kun bronze ved WM i Wien, hvilket var en meget stor personlig skuffelse for Sovjets daværende landstræner. Skuffelsen var så stor, at Boris Kulagin fik en voldsom depression og lå 2 måneder på hospitalet. Boris Kulagin trængte til rekreation. I BT udtalte Kulagin til ishockeyeksperten, journalist Peter Fredberg: ”Sportsminister Parlov spurgte mig, om jeg havde lyst til at rejse til Danmark og være træner i Rødovre i 2 sæsoner. Hvor jeg ikke var udsat for det samme store pres og få mulighed for at falde til ro. Jeg svarede ham, at det ville jeg gerne.” På få måneder faldt træneren og hans kone, Margarita, ifølge avisen sig godt til rette i Danmark og fik hurtigt et stort kendskab til dansk ishockey og den danske mentalitet. ”Jeg er i Danmark for at gøre mit bedste og koncentrerer mig 100 pct. om at hjælpe dansk ishockey frem,” udtalte Kulagin til BT og tilføjede, at flere svenske journalister havde sagt til ham, at han ville få meget mere ud at træne et svensk hold. ”Jeg kan afsløre her, at det ville være utænkeligt, at jeg var blevet træner for en af Sovjets farligste konkurrenter,” sagde Kulagin til BT.



Blev brugt meget


Boris Kulagin blev ikke alene en succes i RSIK og gjorde klubben til danske mestre for første gang i klubbens i historie. I kommunen var der ofte bud efter ham på vidt forskellig vis. Han var bl.a. en overgang også assistenttræner i den lokale fodboldklub, ligesom han figurerede i stort opsatte avisannoncer for landets største Lada-forhandler, Andersen & Martini A/S, med overskriften: ”Boris Kulagin vælger naturligvis Lada – altid på toppen.”
Udover Rødovre blev han desuden tilknyttet Dansk Ishockey Union (DIU) som konsulent – og rådgiver for den daværende danske landstræner, candieren Richard David.
”Det var en enestående oplevelse at have Boris Kulagin som træner. Noget ingen af spillerne havde haft fantasi til at forestille sig kunne ske i deres karriere. Særligt den 1. sæson af de 2 sæsoner, vi havde glæden af ham, står meget klart for mig her 38 år efter,” slutter Rødovres daværende holdkaptajn, Bent Hansen. 
Boris Kulagain blev kaldt hjem af Sovjet i 1979 efter 2 sæsoner i Rødovre, hvor han blev afløst af en anden russisk træner, Valerij Shilov.

[caption id="attachment_54097" align="aligncenter" width="505"]Privatfoto - Jesper Baadgaard Privatfoto - Jesper Baadgaard[/caption]

Det læser brugerne på HOCKEYMAGASINET lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER