HockeyNyheder

En opsummering fra Lars Seier og Finn Rosenthal

Rungsted Seier Capital skriver følgende på deres facebookside:

En meddelelse fra ejerne af Rungsted Seier Capital:

I sidste uge sluttede Metalligaen for Rungsted Seier Capital. Samme tidspunkt som sidste år, efter et 4-0 nederlag i kvartfinalen.

Det er selvsagt ikke tilfredsstillende, hverken for spillerne, lederne eller os. Og heller ikke for klubbens mange dedikerede fans og partnere.

Det er for tidligt at blive sendt på sommerferie, helt enkelt.
I denne sæson har vi forbedret faciliteterne omkring klubben væsentligt og vi havde både håbet på, og forventet, et bedre sportsligt resultat end ottendepladsen og en hurtig exit i kvartfinalen. Det skal dog ikke glemmes, at vi for første gang i tolv år hjemførte pokalen til Rungsted og det er vi glade for. Men det fokus og den disciplin og kampvilje, vi oplevede i finalen mod Aalborg Pirates, har ikke altid været der i Metalligaens kampe.

Det kalder naturligvis på reflektion, og det er vi nu gået igang med. Det er lidt svært at forstå, hvorledes en meget lovende start på sæsonen blev forvandlet til et samlet skufffende resultat, og i starten undskyldte vi det med uheld og stolpe-ud, men realistisk set faldt holdet fra hinanden og spillede dårligere og dårligere i den anden halvdel af sæsonen. Det skal naturligvis analyseres grundigt og der skal forbedres på både indstilling, disciplin og resultater i næste sæson.

Og det vil der blive, for vi er som ejere meget ambitiøse omkring klubben og målet er fortsat at få mesterskabet tilbage til Rungsted indenfor en overskuelig fremtid. Vi er begge fuldt committede til klubben på langt sigt og tror eet hundrede procent på, at projektet kommer til at lykkes. Holdet kan og skal gøre det bedre, og det kommer det til. Når vi kan spille lige op med de bedste i en halv sæson, må vi også kunne gøre det i en hel sæson.

Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke fans, partnere, lokalsamfundet og kommunen samt vore mange dedikerede frivillige for den store opbakning I alle har givet os i denne sæson, og vi ser frem til at gøre det bedre, sammen med jer, i den kommende sæson.

Med venlige og optimistiske hilsener,
Finn Rosenthal og Lars Seier Christensen.