Esben

Ny tribune til WH-fans

Logo - FrederikshavnPressemeddelelse:

Der investeres nu 400.000 kroner i at gøre det til en endnu bedre oplevelse at gå til ishockey i Frederikshavn.

Bestyrelsesformand for Elite Nord A/S, Peter Conradsen, oplyser, at arbejdet med at opføre en ny tribune i Scanel Hockey Arena snart sættes i gang.

Den nye tribune med 400 ståpladser vil blive etableret i hallens nordlige ende.

Den vil stå færdig til den kommende sæson.

"Vi er stolte af vores hjemmebane, som vi har fået meget ros for, og som spillerne er begejstrede for. Men etableringen af den nye tribune har vi også lyttet til vores fans. Deres kritik af udsynsforholdene var berettiget, og som en følge af den tætte dialog med dem tages nu dette skridt," forklarer Peter Conradsen.

Den nyrenoverede is-arena blev indviet i december. Allerede i januar indbød White Hawks til dialogmøde med de utilfredse tilhængere. Herefter blev en midlertidig balkon etableret.

"Siden har vi arbejdet målrettet frem mod en permanent løsning. Og jeg tør godt garantere vores tilhængere, at det her bliver godt. Fremover vil vi kunne tilbyde 3.000 pladser i hallen med meget fine udsynsforhold," fremhæver Peter Conradsen.

Trigon A/S, der var hovedentreprenør på renoveringen af iscentret, har givet en stor økonomisk håndsrækning til etableringen af den nye ståltribune.

"Vi er meget glade for ordningen med direktør Karl Erik Slynge fra Trigon A/S. Den vil jeg gerne kvittere for," understreger Peter Conradsen.

Scanel Hockey Arena er af brandmyndighederne godkendt til 4.000 tilskuere. Ifølge Peter Conradsen arbejder bestyrelsen med en langsigtet, etapevis plan om flere ståpladser hallen.

"Udbygningen vil ske i et tempo, som økonomien tillader. Naturligvis vil vi også løbende vurdere tilskuerpresset. I dag er det kun et par kampe om året, hvor vi har flere end 3.000 tilskuere inde i hallen. Derfor tøver vi, inden vi kaster os ud i nye investeringer. Hver nyetableret ståplads koster nemlig 1.000 kroner," forklarer Peter Conradsen, der håber på tilhængernes forståelse for, at klubben er nødt til at prioritere midlerne.

"Vi har ikke haft 92 millioner til at bygge en ny hal for som i Aalborg. Eller 112 millioner som i Vojens. Til gengæld mener vi, at vi har fået rigtigt meget ud af vores 40 millioner. Og vi glæder os til at præsentere den nye tribune for fans og sponsorer, når vores hold tager hul på 2015/2016-sæsonen. Der bliver noget at juble over – også på dén tribune," tilføjer Peter Conradsen.

Det læser brugerne på HOCKEYMAGASINET lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER