HM

Ny sportschef i SønderjyskE & forlænget hovedsponsorat

Pressemeddelse:

Klubbens mangeårige kaptajn og kulturbærer, Kim Lykkeskov, bliver ny sportschef, og samtidigt har Sydbank forlænget hovedsponsoratet med yderligere to år.

Et gammelt ordsprog siger at "julen varer lige til påske". Sådan må de have det lige nu hos SønderjyskE, som både kan offentliggøre, at den trofaste hovedsponsor gennem de seneste fem sæsoner, Sydbank, har valgt at forlænge samarbejdet frem til sommeren 2019. Yderligere kan klubben også præsentere en ny sportschef for det lyseblå ishockeyflagskib.
Det bliver ishockeyholdets mangeårige kaptajn og anfører, Kim Lykkeskov, som formelt fra 1. maj overtager efter en periode med adm. direktør Klaus B. Rasmussen ved roret:
- Kim Lykkeskov har i en årrække været synonymet med ishockey og SønderjyskE. Han er ekstremt vellidt, og bærer i alle sammenhænge bogstavelig talt vores værdier uden på trøjen.
Jeg kan ikke understrege, hvor glade og stolte vi er over, at Kim Lykkeskov har sagt ja til at overtage opgaven som sportschef, siger Klaus B. Rasmussen, og fortsætter:

- Tiden er moden til, at jeg, billedligt talt, bliver sat på udskiftningsbænken. Kim Lykkeskov lægger om få måneder skøjterne på hylden efter en fantastisk karriere, hvor han har opnået imponerende ting som de færreste kun kan drømme om. Han er én af klubbens tro væbnere, som altid har været en enestående repræsentant for SønderjyskE. Vi ser rigtig meget frem til, at vi skal fortsætte samarbejdet med ham i et nyt og spændende regi, og koncentrerer os nu om det kommende DM slutspil, smiler Klaus B. Rasmussen.

Hos SønderjyskE er der også stor glæde over, at den mangeårige hovedsponsor, Sydbank, har valgt at pryde spillertrøjerne i yderligere to sæsoner:
- Sydbank har altid været der for landsdelsprojektet overordnet, og i de seneste fem sæsoner har de også været hovedsponsor for ishockeyprojektet. Vi har sammen fejret tre, danske mesterskaber, en pokaltitel samt to sæsoner med Champions Hockey League. Sydbank er en utrolig seriøs og loyal samarbejdspartner, og så er der bare en super god kemi mellem os. Vi glæder os helt ind i hjertet over, at vi skal fortsætte det gode samarbejde, understreger Klaus B. Rasmussen.

Dennis Vibjerg, Sydbanks områdedirektør i Kolding, er meget begejstret for, at det mangeårige samarbejde fortsætter:
- Sydbank er en stor, men lokalforankret bank, med stærke rødder i det sønderjyske. Det lokale engagement, vi har hos SønderjyskE Ishockey, betyder derfor meget for os, men vi ser også gode perspektiver i, at SønderjyskE i høj grad, ligesom os, er begyndt at markere sig udenfor det sønderjyske.

Sydbanks nytiltrådte områdedirektør i Sønderjylland, Laurids Kudsk, glæder sig ligeledes over, at Sydbank fremover kan være med til at sikre et vigtigt kulturelt samlingspunkt for landsdelen:
- SønderjyskE Ishockey er et samlingspunkt for rigtig mange mennesker i landsdelen, og vi er derfor meget glade for at kunne være med som en vigtig del af klubben. Vi glæder os til fortsat at fejre nye store triumfer sammen med landsdelens ishockey-flagskib.

[caption id="attachment_57459" align="aligncenter" width="505"] ©Photo:A.Stollig[/caption]

Det læser brugerne på HOCKEYMAGASINET lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER