| Defensiv klippe fortsætter |
| 27.07.2010 kl. 13:34 af Pressemeddelse |
Odense Bulldogs kan med glæde meddele, at Örjan Lindmark fortsætter i Bulldogs-dragten.
Mister Zuverlässig, kaldte de ham i Kassel. På dansk den pålidelige, ham man altid kan regne med. 43-årige Örjan Lindmark er om nogen til at stole på ude på isen, og den svenske superveteran er klar til endnu en tørn - sin 27. sæson på højeste niveau.
- Hans enorme rutine vil være til stor nytte, for alle kan jo lære noget fra ham, idet ingen har prøvet så meget som han har. Han var den spiller fra sidste sæson, som har betydet mest for os at få tilbage. Udover hans stærke defensive spil er hans arbejde med de unge af uvurderlig betydning for holdet, udtaler cheftræner Pär Johansson.
Örjan Lindmarks karriere begyndte hos den svenske traditions- og storklub Leksand midt i 80'erne, hvor det i alt er blevet til hele 15 sæsoner. Siden strakte den sig over et succesfuldt ophold hos Kassel Huskies i den stærke, tyske DEL-række og for fire år siden førte hans veje til Odense, hvor Bulldogs nu i tre sæsoner har haft stor nytte af hans stabilitet og klasse i forsvarsspillet.
Her har 'Limpan', der står noteret for 10 svenske A-landskampe, aldrig trukket de store overskrifter. Han har gjort sit job nærmest lydløst i defensiven, uden store armbevægelser og uden den store opmærksomhed, men til gengæld gjort det til perfektion i kamp efter kamp - via sin spilintelligens, placeringsevne, store erfaring og altid smarte beslutninger.
- Jeg glæder mig meget til at komme tilbage og ser frem mod en ny sæson. Vi får et ungt og spændende hold, og der skal jeg så bidrage med min rutine, udtaler Örjan Lindmark, der står noteret for 44 point i sine 122 Bulldogs-kampe.
Bulldogs-entusiaster kan altså se frem til snarligt gensyn med 'Limpan', der er på plads i Odense inden træningsstarten lørdag den 7. august