Svensk back til EfB Ishockey
13.07.2010 kl. 20:21 af Pressemeddelse
Den unge svenske back, Per Johnsson, med erfaring fra både Elitserien og den finske SM-Liiga spiller i næste sæson for EfB Ishockey.

Der bliver også talt svensk i EfB Ishockeys defensiv i denne sæson, hvor målmand Fredrik Alcén netop har fået selskab af den 22-årige back Per Johnsson. 

 - Det er en ung back, der er super skolet fra Färjestad, og som har erfaring fra Elitserien. Han har været kastet lidt rundt i systemet, og det er en spiller, som vi kan hjælpe med at bygge op. Per har virkeligt nogle gode kvaliteter, som vi har været i stand til at hente for en fornuftig pris, konstaterer sportschef Peter Gommesen, der ser store muligheder i Per Johnsson.

 - Som vores nye målmand, Fredrik Alcén, så er det en spiller, der i perioder ikke har fået lov til at vise sit store potentiale, og det er noget, vi er gode til at bringe frem i EfB Ishockey. Jeg har store forventninger til ham, og han passer godt ind i konceptet, lyder det fra Peter Gommesen, der henter en meget målrettet spiller.

 - Det er en god chance for mig, og jeg ser frem til at få en frisk start i et nyt land. Jeg elsker udfordringer, og det bliver spændende kun at fokusere på ishockey, når jeg skal ud på egen hånd. Det håber jeg er godt for min videre karriere, siger Per Johnsson, der ikke har voldsomt kendskab til dansk ishockey, men til gengæld ved, hvad han kan byde ind med.

 - Jeg kender ikke så meget til ligaen, men har da gjort lidt research - det gælder også området, så jeg glæder mig til at lære det hele at kende. Jeg vidste godt, hvem Tomas (Jonsson red.) var, og jeg var interesseret fra start, da han ringede. Derfor er jeg da også spændt på at spille foran et nyt publikum, og de kommer til at se en spiller, der er god på skøjterne, og som tager turen med frem fra tid til anden. Jeg vil gerne være en two-way-defenseman, og det får publikum at se.

 Per Johnsson har siden sæsonen 2004-05 været tilknyttet primært Färjestad, og desuden været udlånt til blandt andet Malmø og finske TPS, hvor han med syv kampe havde en andel i klubbens mesterskab i den seneste sæson. Dertil kommer kampe på både det svenske U19- og U20-landshold.




« Tilbage til oversigt

Link til denne artikel: http://www.hockeymagasinet.dk/?newsid=19996