HM

Mike Daugulis: Jeg elsker at bo i Danmark

Hockeymagasinet har fanget den altid sympatiske Mike Daugulis under hans ferie i Canada til en lille snak om hans sidste sæson i Odense og om hans sommerferie og evt. fremtidsplaner.

Mike, er du kommet dig over skuffelsen efter nederlaget til Herning i kamp 7?

- Det var virkeligt hårdt at komme over nederlaget til Herning i kamp 7 i OT. Jeg er over det nu, men det tog lang tid at komme så langt. - Vi var så tæt på som det overhovedet var muligt, at komme i en semifinale. En heldig puck og vi havde været der -  og jeg må tilføje at jeg synes at det var en lidt tynd udvisning i overtiden der afsluttede vores sæson.

Men sådan er ishockey indimellem og det gælder bare om at komme videre - og det var da frustrerende fordi vi havde en fantastisk gruppe, med et godt sammenhold og jeg troede rent faktisk at vi kunne gå hele vejen. Det var til gengæld super godt at vinde pokal-titlen sammen med de her fyre og for byen Odense samt for holdets fantastiske fans. En virkelig speciel tid som jeg aldrig nogensinde vil glemme.

Hvad får du din sommerferie til at gå med?

- Jeg holder sommer i Canada, som indtil videre går rigtigt godt. Det er skønt at se venner og familie og vi har været på et par forskellige ture.
Jeg havde en 10-dages tur med en kammerat hvor vi rejste igennem USA. Vi rejste igennem 9 stater på 10 dage (6000 km) med ophold i Jackson Hole, Denver, Reno, San Francisco, og Napa/Sonoma wine valley! Jeg har også fisket på Vancouver Island, Været på en tur til Whistler og nu står den på vandski på Muskoka Lake i Ontario inden at turen går tilbage til København d. 30/7.


Hvor sommertræner du?

- Hele min sommertræning har været i Vancouver på Jeff Tambellini´s Factory Hockey.
Der er der masser af NHL'er som bor i Vancouver der dyrker styrketræning og skøjter med os - og så selvfølgelig en masse andre gutter som spiller rundt om i Europa.
Det er en super gruppe at træne sammen med og vi presser hinanden stenhårdt.
Vi træner 5 dage i ugen fra 7.30 til 10.00 og i juni/juli har vi været på skøjter 3 gange om ugen. Det har været 3 hårde måneder, men jeg føler mig i god form her kort inden den nye sæson!!


Der går en del rygter om at du vender tilbage til Danmark - er det noget vi kan tro på?

- Jeg flyver tilbage til Danmark d. 30/7 sammen med min danske forlovede. Hun har 1 år tilbage af sin uddannelse, så det er helt sikkert min første prioritet at komme til at spille i Danmark igen i den kommende sæson. Jeg har talt med et par klubber, men vi er ikke kommet frem til noget. Jeg har forskellige tilbud fra andre ligaer, så jeg må have fundet ud af noget relativt hurtigt, men jeg håber at vi kan finde ud af noget i Danmark. Det er et dejligt land, med en fantastisk hockey kultur - jeg elsker virkeligt at bo og leve i landet.

[caption id="attachment_44645" align="aligncenter" width="505"]Mike Daugulis © Photo: M. Andersen Mike Daugulis © Photo: M. Andersen[/caption]

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER