Larsens corner special: nordjyske vanvidsdramaer
Du får lige en opdatering på noget helt utroligt. Og en særudgave af Larsens corner. Desperate times calls for desperate measures. I fredagens Metal Liga-kamp mellem Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates blev 2001 tilskuere vidner til noget ganske usædvanligt. Et hold, der gik aldeles mål-amok. Og i øvrigt et kampforløb, der var bemærkelsesværdigt. Uanset hvor man har parkeret sine sympatier, så må man åbne øjnene, når tid er.
Aalborg Pirates kom til Frederikshavn med en fast beslutning om at få point med hjem. Det kunne man se fra kampens start, og efter kort tid i første periode havde svenske - og slet ikke finske, som denne skribent så fejlagtigt noterede, undskyld – Olle Liss bragt udeholdet foran 2-0, og det var helt fortjent. White Hawks fik reduceret inden pausen. Og så kommer det uforlignelige scenarie, som du måske allerede har hørt om. På helt utrolige 2 minutter og 39 sekunder måtte Marcus Lundell i Pirates-målet hive den sammenpressede gummiskive ud af buret fem gange. Speakeren i Scanel Hockey Arena var på overarbejde, og ved flere lejligheder nåede han ikke at få fortalt om scoringer og assists, før resultatet igen havde forandret sig. Det var mageløst underligt. One of those: you will only witness it once!
Det er naturligvis overflødigt at fortælle, at stemningen i hallen var påvirket af det hele. Der var gang i de blå/hvide flag og halstørklæder, og der var stille på udebaneafsnittet, hvor Pirates-tilhængere så depressionen i øjnene. Men der blev også snakket. Guinness book of records, for eksempel. Var man netop i gang med at overvære en større sensation, der havde internationalt snit, og som skulle foreviges i det digre værk om alskens rekorder, der udkommer en gang om året? Og kan man virkelig forestille sig, at der har været fortilfælde, der har overgået det, man så i Frederikshavn i fredags? Svaret blæser en smule i vinden. Denne klummes forfatter vil påstå, at det aldrig er sket i en elitekamp i Danmark før. Og som alle andre, der var i hallen i fredags, var jeg sikker på, at jeg netop også havde overværet en verdensbegivenhed. Men vupti. Hockeymagasinet har velinformerede og engagerede medarbejdere, og efter et kortere researcharbejde kunne Martin – vores troværdige skribent – meddele, at der faktisk er fortilfælde ud fra den store verden. I 1972 – viser det sig – formåede Pittsburgh Penguins at besejre St. Louis Blues med komfortable cifre, og undervejs lavede man altså den scoringsrekord, der så blev udfordret, men ikke overgået. Penguins satte fem kasser ind på 2 minutter og blot syv sekunder. Marginalt hurtigere end White Hawks. Men trods alt ikke helt tossetfor en dansk klub kun at være overgået af en NHL-profileret mesterklub som Pittsburgh Penguins!
Men hvis du tror, at omtalte kamp mellem White Hawks og Aalborg Pirates er den mest vanvittige mellem mandskaber fra de to byer, så tro om igen. I starten af firserne - da ishockey endnu bare var en nichebeskæftigelse for de fleste – havde man en overgang besluttet, at ændre i turneringsstrukturen. I stedet for at have det kendte system med en første og en anden division, lod man nu alle hold i kongeriget få muligheden for at melde sig til. Man skulle altså ikke spille sig til en plads i den bedste række. Man kunne blot indskrive sig, så var man med. Dét år var der to Ålborg-hold i landets bedste række, Aab og IK Aalborg, og der var temmelig stor kvalitetsforskel på dem. I Frederikshavn oplevede man det sådan, at man ofte fik stryg af Aab, men hævnede sig på IK Aalborg. I et opgør – i det, der dengang hed Frederikshavn Skøjtehal – mellem netop hjemmeholdet og IK Aalborg oplevedes alle aspekter af fortidsdanmarks tilgang til elitesport. Frederikshavn IK – FIK – vandt 25-1, og det var jo noget i sig selv. Men bedst i erindringen, for de tilskuere, der var til stede, står alligevel udeholdets helt fantastiske sans for humor. Situationen var følgende: IK Aalborg var kommet til Frederikshavn, og der var scoret utrolige 175 mål imod dem på kort tid. Men i selvironisk bevidsthed om, at det tal sagtens kunne runde 200 efter mødet mod FIK, havde man indkøbt blomster og chokolade, som så skulle gives til den frederikshavner, der eventuelt ville sætte mål nummer 200 ind. Jeg startede med at fortælle, at FIK vandt 25-1, så det er logisk, at blomster og chokolade skiftede ejer, og det gav eftermiddagens største bifald, da IK Aalborg afslørede sit forehavende. Genialt sjovt med en fin distance til det hele, og en god måde at høste sympati på. Det var før verden gik af lave. Det hører for resten med til historien, at målscorer for hjemmeholdet var ingen ringere end H. C. Andersen. Og så tror du selvfølgelig, jeg er fyldt med løgn. Men den er god nok. Eventyrforfatteren har en navnebror i det nordjyske.
Og i fredags skrev både frederikshavnere og ålborgensere så et nyt kapitel i den bog, der omhandler de to byers indbyrdes rivalisering. For nogen et eventyr, for andre en gyser.