Esben

Klassikeren fortsætter på heden fredag aften

Logo - Esbjerg EnergyKampoptaktsmeddelelse:

Fredag klokken 19.30 har Esbjerg Energy muligheden for at kvalificere sig til den første finaleserie om ishockeyens guldhjelme siden mesterskabet i 2004, når esbjergenserne gæster Herning og Blue Fox. Vestjyderne er med tirsdagens 4-0 sejr på hjemmebanen Granly Hockey Arena noteret for tre sejre, midtjyderne for én enkelt i serien, der spilles bedst syv kampe.

- Det er den fjerde og sidste sejr der tæller, så kan alle jo selv afgøre hvor tæt vi er på, understreger fighteren Michael Binderup: - Tirsdagens sejr var en holdindsats. Folk spiller godt, vi spiller som et hold og alle arbejder hårdt. ”Fuji” (målmand Yutaka Fukufuji, red.) står fantastisk i kampen og har et shootout, så det var helt klart en holdindsats i kamp fire, understreger den 22-årige Energy-forward.

- Vi kom ud af første periode i hjemmekampen mod Herning med en 3-0 føring, og det var vi selvfølgeligt meget tilfredse med. Jeg synes ellers, at begge hold var klar fra start. Vi lod dem producere nogle scoringschancer, og forsvaret leverede nogle essentielle redninger. Vi bragte os selv i situationer, hvor vi måtte hindre Herning i at score i overtal og havde succes med det. Og så var vi samtidigt selv i stand til at udnytte vore chancer og sikre en solid føring, konkluderer Energy-træner Mark Pederson med et smil på læben.

- Ja, første periode var spillemæssigt en god periode for begge hold, fortsætter ”Binder”: - Vi kommer som nævnt ud med en 3-0 føring og jeg er sikker på, at det var et hårdt udgangspunkt for Herning. Jeg tænker, at de må have talt om at ændre nogle ting, at komme hårdt ud til 2. periode, og når vi så scorer i andet skift i perioden er det jo bare perfekt for os. Det må have gjort ekstra ondt på dem, griner Esbjerg-angriberen.

- Vores tilgang til fredagskampen vil ikke være ændret i forhold til de tidligere slutspilskampe, fortæller Mark Pederson: - Vi går til kampen med fokus på én kamp ad gangen. Vi må stadig have fokus på, hvad der er vigtigt for os og hvordan vi er nået hertil. Vi skal fortsat spille på samme måde. Vi har nydt sejren på kampdagen og er ellers tilbage ved taktiktavlen og forberedelserne til fredagskampen, pointerer Mark Pederson.

- Nej, vi skal bestemt ikke lave om på noget. Vi skal fortsætte som vi har gjort igennem slutspillet. Vi spillede godt mod Odense i kvartfinalerne, vi har indtil videre spillet godt mod Herning i semifinaleserien, så vi skal igen arbejde hårdt og spille som vi har gjort hidtil. Næste kamp er virkelig den vigtigste. Vi går til kampen med fokus på, at den også skal vindes. Og sådan bliver det ved med at være, slutter Michael Binderup.

Esbjerg Energy´s bruttomandskab:

Målmænd: Yutaka Fukufuji, Nicolaj Henriksen og Andreas Lauridsen

Backs: Kyle Wharton, Anders Krogsgaard, Rasmus Vad Christensen, Andreas Pedersen, Kasper Jensen, Jeppe Holmberg, Wade Bergman, Shinya Yanadori, Anders Koch.

Forwards: Michael Binderup, Scott Howes, Aaron Lee, Mark Derlago, Lasse Bang, Sune Hjulmand, Søren Nielsen, Esben Nielsen, Niklas Andersen, Andrew Clark, Mathias Sørensen, Henrik Clausen, Christian Wejse.

Det læser brugerne på HOCKEYMAGASINET lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER