Det læser brugerne på HOCKEYMAGASINET lige nu

Jesper Larsen

Høgene sendt til tælling

Frederikshavn White Hawks vandt den første af de to back-to-back-kampe mod Aalborg Pirates, da de to hold tørnede sammen i Gigantium i fredags. Til aftenens returopgør havde høgenes coach, Mario Simioni, alligevel valgt at ændre fuldstændigt i sin startopstilling. Marcus Olsson – den velproducerende svensker – var eksempelvis hevet ud af førstekæden og sat ned i andenkæden sammen med Nick Olesen og den nye canadiske lejesvend, Jeff Ulmer. Olssons plads i førstekæden blev overtaget af Christian Kristiansen. Og Steffen Frank, Kristoffer Lauridsen og Joachim Linnet udgjorde alle angrebet i en nysammensat tredjekæde.

Og så var der et par interessante spørgsmål, der skulle gives svar på. Havde Aalborg Pirates mistet pusten efter så brutalt at have tabt positionen som ubesejret? Og kunne White Hawks levere en lige så gedigen præstation på egen is som i Gigantium? Og hvad med den nye Jeff Ulmer. Ville han vise sig at være over the hill eller lige præcis den sniper, som høgeholdet savner?

Tjah, svaret på det sidste spørgsmål var man såmænd ved at få allerede i Ulmers første skifte. Hvis man skal tro forskellige videoer fra Youtube, så foretrækker han at bevæge sig rundt i modstandernes venstreside og få affyret sit giftige skud herfra. En sådan mulighed bød sig allerede efter få sekunders spil, men selv om Jeff Ulmer trykkede et hård skud afsted, så kom der ikke noget ud af det. Et par minutter inde i den første periode fik hjemmeholdet et powerplay. Man satte det fornuftigt op, og det gav nogle lige-ved-og-næsten-situationer foran Ronan Quemeners mål. Tættest på var Luka Vidmar med et drøn på den ene stolpe. Aalborg Pirates fik samme mulighed i powerplay kort tid efter, og man skød flittigt mod Thomas Lillie. Piraterne fik ikke udbytte af powerplayet, men da det løb ud formåede man at holde sig i White Hawks´ zone, og energiske Lasse Bo Knudsen sendte et slagskud fra blue line mod Lillies mål. Det skud så han aldrig, og der blev ret stille i Scanel Hockey Arena. Og kun små to minutter senere blev der for alvor gravkammerstemning. Frænde er frænde værst. Martin Højbjerg, der er opvokset i Frederikshavn, sendte fra en spids vinkel og i en presset situation pucken mod mål. Thomas Lillie forventede tydeligvis ikke et skud, og han virkede temmelig overrasket over at høre jubelen fra udeholdets spillere. Men pucken røg ind via hans ene skøjte, og Pirates var foran 2-0. Det kunne være blevet 0-3 et kort øjeblik efter, hvor stolpen reddede hjemmeholdet. Der i øvrigt fortsat gav den gas og havde sine muligheder. Den største fik Colin Vock, da han fik lov til at stå umarkeret i slottet. Mathias Bau leverede et flot forarbejde til dén chance, der dog løb ud i sandet. Aalborg Pirates gik til pause foran 2-0. Skudstatistikken fortalte alt om en lige match. Den blev 10-9 til aalborgenserne.

Spillemæssigt blev anden periode også en lige forestilling, men Aalborg Pirates vandt den 3-0. Holdet var effektive, når chancen bød sig. Sebastian Ehlers scorede efter et flot opspil, Mikkel Højbjerg – tvillingebror til Martin – fik også scoret i sin gamle hjemby, og endelig sluttede Peter Quenneville midterperiodens målscoring af, da han forvaltede en flot pasning fra Christopher Frederiksen efter fortjeneste. Der blev meget, meget stille i Scanel Hockey Arena. Retfærdigvis skal det siges, at hjemmeholdet overhovedet ikke havde marginalerne på sin side. Tre stolpeskud fortæller historien om, at det kunne være gået noget anderledes. Men respekt for Pirates, der leverede en solid og meget koncentreret indsats. Man var tidligere vant til, at hold fra Aalborg var udisciplinerede og tog mange udvisninger. Det ser man ikke mere, og deri ligger givet en del af holdet nuværende succes. Og hvad så man så til Jeff Ulmer? Well, sniperegenskaberne kunne man godt få øje på. Han havde flere gode hug mod Ronan Quemeners mål, men den franske landsholdskeeper har lært at tage med hænder, så han var ikke til at passere. White Hawks gik til pause ledsaget af utilfreds piften fra publikum. Logisk nok, når man var bagud 0-5. Det sker meget sjældent.

Tredje periode blev en slags ørkenvandring. Spændingen var væk, og kun et par situationer, hvor spillere på begge hold lod musklerne tale, fik publikum til at reagere. Nå ja, så var der Jeff Ulmer. Han satte en powerplay-scoring ind så eftertrykkeligt, at sammenføjningen stadig står og runger. Og sørme om han ikke kort tid gjorde kunststykket efter og satte endnu en reducering. Han ligner en varig forstærkning. Men Aalborg Pirates vinder en fortjent sejr i en kamp, hvor man havde både de store og de små marginaler på sin side.

[caption id="attachment_57185" align="aligncenter" width="502"]Foto: Kirstine Mathiesen Foto: Kirstine Mathiesen[/caption]

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER