Det læser brugerne på HOCKEYMAGASINET lige nu

Thomas

George Sørensen bliver ny høg

Logo - FrederikshavnPRESSEMEDDELELSE: George Sørensen til White Hawks

White Hawks har skrevet kontrakt med et af dansk ishockeys største talenter.

I den kommende sæson vil George Sørensen vogte målet for høgene.

"Jeg er overbevist om, at White Hawks er den rette klub for mig på nuværende tidspunkt. Jeg har kun hørt godt om holdet, byen og tilhængerne. Jeg glæder mig meget til at fortsætte karrieren i Vendsyssel," siger George Sørensen, som skifter fra Herning Blue Fox.

Den 19-årige målmand – som fylder 20 år om to uger – erkender, at der er følelser forbundet med at tage afsked med det midtjyske.

"Herning er min moderklub. Men White Hawks er kommet med en samlet pakke og en attraktiv kontrakt, som opfyldte mine ønsker. Ikke kun kontrakt-vilkårene gjorde udfaldet, men også at klubben er baseret på stærke værdier og en kultur, som passer til mit temperament. På plus-siden tæller også, at der arbejdes på at knytte en fast målmandstræner til truppen," siger George Sørensen.

George Sørensen understregede i høj grad sit store potentiale, da han i januar stod på mål for juniorlandsholdet ved VM i Canada. Holdet overraskede de fleste ved at nå frem til kvartfinalen, og George Sørensen blev efter turneringen kåret som en af de tre bedste danskere.

White Hawks-cheftræner Peter Johansson har meget store forventninger til George Sørensen.

"Før vi gik på jagt efter en ny målmand, opstillede vi en række kriterier. Et af dem var, at vi gerne ville have en dansk målmand denne gang. Det oplagte valg var George. Hans sportslige evner og hans menneskelige egenskaber er netop de kvaliteter, som vi er på udkig efter. Han er god nu, og vi tror på, at han bliver endnu stærkere hos os," siger Peter Johansson og tilføjer:

"Vi har kun hørt positive ting om ham. Han er dedikeret, arbejdsom og kæmper for at blive bedre hver eneste dag. Jeg fulgte hans præstationer under U-20 VM og tænkte straks: Han bliver fremtidens målmand i Danmark."

George Sørensen afløser amerikanske Joe Fallon, som fik én sæson i White Hawks. 2. Målmand Mathias »Hønse« Hansen har samtidig meddelt klubben, at han stopper ishockeykarrieren og flytter til Aarhus med sin kæreste.

George Sørensen skal også snart i gang med flyttekasserne, da hans plan er at bosætte sig i Frederikshavn inden for kort tid.

Han blev student sidste år og har ved siden af ishockey passet et deltidsjob i Herning. I Frederikshavn vil han koncentrere sig 100 procent om arbejdet på isen.

"White Hawks har store ambitioner for næste sæson. Og jeg tror på, at vi kan nå noget stort sammen," siger han.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER