Jesper Larsen

Frederikshavn i sorg

Frederikshavn har mistet sin største stjerne. Craig ”Chappy” Chapman er død efter længere tids sygdom.

Chappy kom til Frederikshavn i 1978, og det blev et vendepunkt for både ham og Frederikshavn Ishockey Klub. Interessen for frederikshavnsk ishockey voksede i takt med, at Chappy manifesterede sine evner på isen. Han viste sig som en ener, der helt alene kunne afgøre selv de vanskeligste kampe, og han blev et forbillede, som det var ualmindeligt svært at leve op til. Med sit lave tyngdepunkt, en særdeles veludviklet spilintelligens og en ukuelig vilje til sejr blev han personificeringen af dén succes, som ishockey i Frederikshavn opnåede og stadig bygger på.

Craig Chapman spillede i Frederikshavn i 12 år, og han blev en frygtet herre på diverse baner rundt omkring, fordi det simpelthen ikke lod sig gøre at stække ham. I samspillet med andre af datidens store udenlandske profiler i Frederikshavn – Benny Pedersen, Tony Krantz og Terence Devlin, eksempelvis – skrev han nye kapitler i Frederikshavns Ishockey Klubs forholdsvis korte historie, og han var således en del af holdet, da FIK i 1986 vandt sin første medalje. Man fik bronze. Chapman afsluttede sin karriere med en enkelt sæson hos Rungsted, og herefter vendte han tilbage for at bo i Frederikshavn.

I løbet af sin karriere blev Chappy hædret et antal gange. Efter sæsonen 1981-82 blev han kåret til årets spiller i Danmark, og han opnåede to gange at blive suveræn topscorer i ligaen. I 1980´ernes tilbagevendende eventkamp mellem pressens hold og landsholdet var Craig Chapman en fast ingrediens.

Efter afslutningen på sin spillerkarriere var Chapman en kort overgang træner for det danske kvindelandshold, ligesom han kortvarigt stod i spidsen for Århus Ishockey Klub. Desuden indtog han i en periode assistentrollen for Olaf Eller, da denne var coach i Frederikshavn White Hawks.

Craig Chapman var en legende i Frederikshavn, og hans betydning for byen i almindelighed og Frederikshavn Ishockey Klub i særdeleshed kan ikke overvurderes. Han blev byens første og største superstjerne, og ishockey i Frederikshavn vil for altid være forbundet med navnet Craig Chapman.

Craig Chappy Chapman blev 57 år.

Æret være hans minde.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER