Live – Mest læste ishockeynyheder

Redaktionen

Fra Odenses Bulldogs til Skagens Brøndums Hotel

Pressemeddelelse:

Odense Bulldogs direktør Thomas Andreasen rykker familien til Skagen for at blive adm. direktør for det historiske og landskendte Brøndums Hotel.

Efter otte år med ishockeyen på Fyn drager den 37-årige direktør og familie nu til Danmarks nordligste by Skagen, hvor nye og spændende udfordringer venter som adm. direktør for Brøndums Hotel.

– Jeg har altid nydt at være i Skagen og hele historien omkring Hotellet og Skagen fascinerer mig. Det er et job samt en mulighed, som jeg simpelthen ikke kunne modstå. Jeg glæder mig meget til de nye udfordringer på Brøndums Hotel, udtaler Thomas Andreasen.

Kampene mod Esbjerg Energy i dette års slutspil blev således de sidste af rigtig mange Bulldogs-kampe for Thomas Andreasen.

– Det er vemodigt at skulle sige farvel til Bulldogs og ishockeyen på Fyn, som har været mit liv og identitet igennem de sidste mange år. Jeg er utrolig stolt over de resultater, der er blevet opnået især i de sidste fem år som direktør. Vi har haft vækst på mange fronter, men især væksten på sponsor- og tilskuersiden har været markant – det er jeg meget stolt over. Det har gjort, at vi nu står som et yderst attraktivt og troværdigt sportsbrand, som er interessant for rigtig mange virksomheder på Fyn, udtaler den nu afgående direktør og tilføjer:

– Jeg vil gerne sige tak for et fortræffeligt samarbejde til min bestyrelse og ansatte, til alle de frivillige som altid har smil på læberne og knokler til vores arrangementer, vores fantastiske samarbejdspartnere samt vores fans på lægterne.

Bestyrelsesformand i Bulldogs Odense ApS, Flemming Hartvig Pedersen, udtaler følgende:

– Thomas Andreasen har fået et tilbud, som han ikke har kunnet afslå og det valg han har truffet, har vi fuld forståelse for. Thomas har i sine otte år som ansat i administrationen – de seneste fem år som direktør, ydet en enestående indsats for ishockey i Odense. Han har med fast og sikker hånd stået i spidsen for en stadig stærkere organisation, som nyder respekt i hele ishockey-Danmark.

– Thomas er målrettet og hårdtarbejdende og hans indsats har været betydende for gode økonomiske resultater i fire af de seneste fem år. Hans indsats har samtidigt bibragt stærke relationer for Bulldogs Odense ApS i forhold til sponsorer, tilhængere, kommunale myndigheder og øvrige ishockeyinteresserede, og det er vi ham dybt taknemmelige for, udtaler bestyrelsesformand Flemming Hartvig Pedersen og afslutter:

– Vi ønsker Thomas Andreasen al mulig held og lykke i fremtiden.

Der skal nu findes en ny direktør til den vigtige post, hvor nuværende direktør Thomas Andreasen har sidste arbejdsdag torsdag den 30. april. Der vil i den anledning være afskedsreception fredag den 10. april i Pucken.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder