Esben

Esbjerg sætter forventningerne højt

Logo - Esbjerg EnergyOptaktsmeddelelse:

Det bliver en travl weekend for Esbjerg Energy. Fredag klokken 19.00 gæster Herlev Esbjerg, og mindre end et døgn efter sidste skøjtetag er taget i Granly Hockey Arena, gæster vestjyderne Odense. Lørdag klokken 19.30 er Energy nemlig på besøg i det fynske ”hundehus”, hvor Bulldogs forsøger ”at forsvare de tre kødben”. Og ambitionerne er klare i Esbjerg. - Vi har forsøgt at forberede os til begge weekendens to kampe og arbejdet med, hvordan vi ønsker kampene spillet, fortæller cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy: - Men vi har samtidigt søgt, at tage én kamp ad gangen og haft lidt mere fokus på fredagens hjemmekamp mod Herlev. Vi skal først spille en god kamp og levere en stærk indsats mod Herlev, og derefter rette tingene til og skabe fokus på lørdagens udekamp i Odense.

Esbjerg har revanche til gode i fredagskampen, efter Herlev tidligere i år sendte esbjergenserne ud af pokalturneringen. Men ellers har ”ørnene” fra den københavnske forstad ikke haft den ønskede luft under vingerne. Blot tre point er det blevet til, efter nederlag i ordinær spilletid til Rødovre, Gentofte og Odense. Et overtidsnederlag mod Aalborg og endelig en overtidssejr hjemme mod Rungsted i fredags. Men i Esbjerg lader man sig ikke narre:

- De spiller altid gode kampe, med udgangspunkt i en stærk defensiv, vurderer Mark Pederson. - Målmand Trevor Koenig i Herlev-målet er dygtig til at sætte spillet i gang. Derfor er det vigtigt, at pucken bliver lagt rigtigt ned i vores angrebszone og at vi placerer den så langt væk fra ham og det øvrige forsvar som muligt. Det er lige før de med Koenig har en tredje back som kan skabe spilvendinger, så puckene dybt i angrebszonen bliver vigtige, understreger Energy-coachen. - Vort powerplay og undertalsspil er altid vigtigt i tætte kampe, fortsætter den 46-årige canadier. Herlev har ikke scoret ret meget, bare ni mål, men modstanderne har heller ikke kunnet score ret meget hos dem. Holdet er forbedret, så vi skal være 100 procent klar og levere en dedikeret indsats gennem 60 minutter for at slå Herlev, pointerer Pederson.

Odense er noteret for seks point efter de første fem kampe. Begge fynske sejre er sikret hjemme, mod Rødovre og Herlev, hvor de lokale bulldogs bed sig fast. Samtidigt har ”hundene” måttet se sig slået af SønderjyskE, Gentofte og Ålborg. - Vi spiller altid gode kampe mod dem. Det er i hvert fald hvad jeg har oplevet i sidste sæson, forklarer Mark Pederson: - Der er et par spillere med vestjyske rødder på Odense-mandskabet og de kampe er altid spændende at spille. Der er på en måde tale om lokalopgør og holdene er på papiret ret lige, så jeg ser også frem til en god, fysisk og stærkt spillet kamp her, slutter Pederson.

Esbjerg Energy´s bruttomandskab:

Målmænd: Yutaka Fukufuji, Nicolaj Henriksen og Andreas Lauridsen

Backs: Anders Krogsgaard, Rasmus Vad Christensen, Andreas Pedersen, Kasper Jensen, Jeppe Holmberg, Wade Bergman, Shinya Yanadori, Anders Koch.

Forwards: Scott Howes, Aaron Lee, Mark Derlago, Lasse Bang, Brady Leisenring, Sune Hjulmand, Søren Nielsen, Mikkel Ottesen, Esben Nielsen, Niklas Andersen, Andrew Clark, Mathias Sørensen, Henrik Clausen, Christian Wejse.

Skadede spillere: Michael Binderup

Det læser brugerne på HOCKEYMAGASINET lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER