HM

Esbjerg Energy satser på talent i målet

Pressemeddelse:

Esbjerg Energy prioriterer udvikling. Også på den vigtige målmandspost. Derfor har de forsvarende danske ishockeymestre valgt at starte sæsonen med to af landets største målmandstalenter ”mellem stængerne”.

Talentfulde Nicolaj Henriksen, som spillede 18 kampe for esbjergenserne i grundspillet i sidste sæson og fik otte kampe i slutspillet, har forlænget aftalen med Esbjerg Energy.
- Jeg har haft et godt år, hvor jeg fik masser af spilletid, så det håber jeg fortsætter. Esbjerg er den klub, som jeg altid har spillet i, og den som jeg elsker højest, så det var et nemt valg for mig, fortæller den 194 cm høje keeper.

- Jeg er meget beæret over organisationen og trænerstabens tiltro til mig. Og jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt, for at gøre det mindst lige så godt, som hvis klubben havde hentet en udlænding ind på pladsen, smiler Henriksen.

- Nicolaj fortjener at få chancen som førstevalg. Han har gennem de to seneste sæsoner gennemgået en enorm udvikling. Han kunne fremvise den højeste redningsprocent i sidste sæson og stod et rigtigt godt slutspil på trods af skader, så hvis Nicolaj ikke skulle have chancen nu, ville han aldrig få den, forklarer kontraktansvarlig og bestyrelsesmedlem hos Esbjerg Energy, Søren Mathiasen.

Ny i truppen er Mathias Seldrup, som efter at have spillet hele karrieren i Herning nu skifter til Esbjerg. Seldrup er 19 år gammel og spillede to kampe under U20-VM sidste år. Den 180 cm høje midtjyde har ligeledes spillet U18-VM for Danmark.

- Det blev Esbjerg fordi, at det er en klub med en god strategi for udvikling, så jeg kan sagtens se mig selv i klubben. Energy satser på danske spillere og jeg føler, at jeg har en god chance for at få istid og vise mig frem i klubben, forklarer Mathias Seldrup. - Personligt håber jeg på, at jeg kan udvikle mig endnu mere. Og så kunne det være fedt, hvis holdet vinder guld igen.

- Vi har jo kendt Mathias gennem mange år, så han er langt fra et ukendt navn hos os i Esbjerg. Mathias demonstrerede sidste sæson ved U20-VM og i 1. division et stort potentiale. Cheftræner Mark Pederson har bevist, at han er dygtig til at udvikle unge talenter, og vi er overbeviste om, at vi kan videreudvikle Seldrup. Vi håber, at Mathias på sigt kan nå Nicolai Henriksens nuværende niveau, for med den udvikling Henriksen har været igennem, kan en karriere i udlandet sagtens komme på tale for ham, slutter Søren Mathiasen.

[caption id="attachment_46407" align="alignnone" width="505"]Nicolaj Henriksen ©Photo:M.Andersen Nicolaj Henriksen ©Photo:M.Andersen[/caption]

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER