Esben

Erfaren AHL spiller støder til Blue Fox holdet



Blue foxPressemeddelelse:

Blue Fox bliver væsentligt forstærket forud for weekendens pokalkvartfinaler mod Odense Bulldogs.




Hos Blue Fox er man så småt begyndt at tælle ned til weekendens pokalkvartfinaler mod Odense Bulldogs, som i sidste weekend kvalificerede sig med en sikker sejr over det nye Gentofte hold Unibet Stars.

På fredag starter man således på udebane mod fynboerne inden man på lørdag den 13. september kl. 19.00 åbner for dørene på Kvik Hockey Arena og byder indenfor til den drønspændende kamp om en plads i pokalturneringens semifinaler, en kamp hvor Blue Fox altså stiller op som forsvarende pokalmestre.

Til kampen kan det allerede nu offentliggøres at vi langt om længe får sommerens canadiske indkøb Brad Schell at se, da hans arbejdstilladelse er landet på direktørbordet. Det bliver virkeligt spændende at se ham i aktion, og hvordan han kan bidrage til at forme herningensernes offensiv endnu mere.

I samme ombæring kan det med stor glæde offentliggøres, at man har formået at lave aftale med den 27-årige tjekkiske angriber Petr Kalus. Kalus kommer til Herning med et imponerende CV, som blandt andet viser optrædener i den stærke NHL og KHL liga. Han har dog optrådt flest gange i ligaen lige under NHL, hvor han med 213 kampe i AHL ligaen har sat et solidt aftryk, så det er med andre ord en spiller man forventer sig meget af i det midtjyske hos Herning Blue Fox.

De seneste par sæsoner har han spillet i Tjekkiet, Italien, Sverige, Slovakiet og England, og nu er turen så kommet til Danmark og Herning klubben Blue Fox. ”Vi er glade for at have fået Kalus til klubben, han er en super professionel spiller, som kommer til at bidrage med en masse erfaring fra de store ligaer han har spillet i. Samtidig får vi en ”tough” spiller, der kommer til at skulle vise frem af alle ishockeyspillets facetter med fart, action og masser af mål”, fortæller cheftræner Linus Fagemo.

Med 2 nye vigtige angribere på plads og i startopstillingen er der således masser af grund til at kigge forbi Kvik Hockey Arena på lørdag den 13. september kl. 19.00, når Herning Blue Fox skal forsvare titlen som forsvarende pokalmestre mod Odense Bulldogs. Dørene åbner 2 timer før kampen, og der er fri entré for alle, så kom og vær med til at hjælpe Blue Fox videre til semifinalerne.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER