HM

Energy-spillerne glæder sig til at tage imod Piraterne i Granly Hockey Arena

Kampoptaktsmeddelse:




Fredag klokken 19.00 gæster Metal Ligaens øjeblikkelige førerhold Aalborg Pirates Granly Hockey Arena, hvor Esbjerg Energy tager imod i landets fornemste ishockeyrække.

- At møde de bedste hold er som prikken over i’et. Det gør vi fredag mod Aalborg, og det er det, som gør sporten sjov og udfordrende. Vi tabte senest 2-1 til dem i Aalborg og der er nu kun én kamp at glæde sig til inden landsholdspausen, så vi skal bare finde glæden frem og se frem til muligheden for at arbejde hårdt og gennemføre det taktiske oplæg, understreger cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy.

Nordjyderne er noteret for 10 kampe og 26 point. Syv flere end rækkens to’er Odense.

- Det kommer ikke bag på mig, at Aalborg er et stærkt mandskab, for de er væsentligt forstærket i forhold til sidste år, men de har også spillet virkelig flot ishockey, vurderer Esbjergs 18-årige forward Niklas Andersen. - Og kampen er vigtig for os, ikke mindst op til landsholdsbreaket.

Esbjerg Energy tabte søndag med 3-1 i Herning til Blue Fox. Aalborg spillede tirsdag aften i Frederikshavn og vandt 5-2 over White Hawks. Så vestjyderne skal turde spille spillet, mod nordjyderne.

- Helt korrekt, konstaterer den vestjyske cheftræner. - Det har været lige ved og næsten lidt for ofte i denne sæson. Og det er de små ting i spillet, eller detaljer om du vil, som har drillet os.

- Vi har lidt manglet evnen til at score det afgørende mål på kritiske tidspunkter i kampene og har manglet at vise fandenivoldskheden når det gjaldt. Hvis vi formår at forfølge mulighederne hårdt nok, vil tingene også blive lettere for os, forklarer Mark Pederson.

- Ja, vi skal arbejde lidt hårdere end vi har fået gjort hidtil i et par kampe. Vi skal undgå, at give lette mål væk. Undgå at tabe pucken på kritiske steder og bare spille sammen som et hold. Så skal sejren nok komme, vurderer Niklas Andersen.

- I trænerstaben fulgte vi Aalborgs tirsdagskamp på TV2 Sport. Vi har ligeledes set deres foregående kamp, som de hjemme tabte til Frederikshavn og vi overværede selvfølgeligt deres kamp mod os, så vi har set dem en del på det seneste, fortæller den 48-årige canadier.

- De spiller et spil uden mange fejl. De arbejder hårdt både med og uden puck. Vi skal matche deres arbejdsindsats og spille vort eget spil, så de skal reagere frem for at agere og dermed erobre initiativet, slutter Mark Pederson.

[caption id="attachment_51706" align="aligncenter" width="504"]©Photo:A.Stollig ©Photo:A.Stollig[/caption]



MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER