Esben

De hvide høge er ikke fredede i Granly Arena

Esbjerg EnergyOptaktsmeddelelse:

Fredag den 26. september er en vigtig dag for esbjergensiske ishockey-entusiaster. Klokken 19.00 spiller Esbjerg Energy nemlig sæsonens første betydende hjemmekamp. Her kommer Frederikshavn White Hawks på besøg i Granly Hockey Arena. Og hos den vestjyske trænerstab har man ikke glemt sidste fredags 7-1 nederlag i Herning i de to mandskabers sæsonpremiere:

- Det er årets første hjemmekamp. Lystavlen fortalte helt klart ikke hele historien om den første kamp i Herning, hvor vi havde en god første periode, men når alt kommer til alt, er fokus på at komme igen, gøre et bedre indtryk og spille en god kamp i samtlige 60 minutter. Det bliver helt klart vigtigt fredag aften, fortæller Energy-træner Mark Pederson.

Hos Esbjerg er man bevidste om, at opgaven mod Frederikshavn bliver vanskelig, på trods af en 5-3 sejr til Esbjerg i de to mandskabers træningskamp den 29. august. Og Esbjerg-træneren ser da også gerne sejren gentaget: - Det ville da være dejligt. De har et kampprogram, hvor de spiller en del på fremmed is i sæsonstarten. Alle point er værdifulde, specielt i en kort sæson med kun 36 kampe i grundspillet, og det vil være rart at blive noteret for årets første sejr og arbejde fremad derfra, forklarer Mark Pederson.

Den 18-årige Esbjerg-back Anders Krogsgaard ser frem til kampen og er klar til at tage et større ansvar i den kommende sæson: - Nu har jeg været med omkring holdet i de to seneste sæsoner, så jeg tror måske, at det er tid til, at jeg skal tage et lidt større ansvar, selv om jeg er ung. Jeg ønsker at vise en god attitude, og så må vi se hvor meget det bringer, smiler vestjyden.

Frederikshavnerne kom godt fra start i sidste uge. Her blev det til en 7-2 sejr i Hørsholm, hvor Rungsted tog imod nordjyderne. Et faktum, som ikke har den store opmærksomhed i Esbjerg-truppen. - Vi har arbejdet endnu hårdere i denne uge og jeg føler, at det har givet et ekstra boost, specielt i forhold til vores fart, forklarer Krogsgaard. - Det håber jeg, vi kan bringe med ind til fredagskampen.

For publikum giver kampen mod Frederikshavn mulighed for et gensyn med Colin Vock. Den nu 28-årige amerikaner fra Plymouth i Michigan spillede sidste år sin første sæson i dansk ishockey for Esbjerg, hvor han med 27 mål og i alt 47 points i 40 kampe var en af profilerne. Nu repræsenterer Vock Frederikshavn, som også har de danske profiler, Lasse Lassen og Mads Bech på holdet.

Skadede spillere: Michael Binderup, Scott Howes og Søren Nielsen

Esbjerg stiller med følgende mandskab:

Målmænd: Yutaka Fukufuji og Nicolaj Henriksen

Backs: Anders Krogsgaard, Rasmus Vad Christensen, Andreas Pedersen, Kasper Jensen, Jeppe Holmberg, Wade Bergman, Shinya Yanadori, Anders Koch, Henrik Clausen.

Forwards:Aaron Lee, Lasse Bang, Brady Leisenring, Sune Hjulmand, Mark Derlago, Mikkel Ottesen, Esben Nielsen, Niklas Andersen, Andrew Clark, Christian Wejse, Mathias Sørensen.

Det læser brugerne på HOCKEYMAGASINET lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER