Live – Mest læste ishockeynyheder

Redaktionen

Christian Rølmer træder tilbage i Esbjerg Energy

Pressemeddelse:

Manden bag genrejsningen af ishockey i Esbjerg træder af

Efter sammenlagt ni år som formand for byens ishockeyklub har Christian Rølmer Christensen fundet tiden inde til at lade friske kræfter med nye ideer komme til for at sikre, at Esbjerg Elite Ishockey A/S kan fortsætte de senere års meget positive udvikling.

– Vi skal hele tiden udvikle os, hvad vi forlanger af både spillere og os selv, og til det hører, at man med mellemrum også fornyer bestyrelsen, siger Christian R. Christensen.

Han trådte tilbage på generalforsamlingen forleden, og den nye bestyrelse har nu konstitueret sig med et velkendt ansigt i klubben, Søren Mathiasen, som ny formand. Han påtog sig i de første år efter stiftelsen af det nye ishockeyselskab i 2013 at være direktør og har siden stået for den sportslige ledelse i tæt samarbejde med cheftræner Mark Pederson.

Ud af bestyrelsen trådte ligeledes Kristoffer Jarl Kristensen og Eigil Egsgaard, som begge har været med siden stiftelsen i 2013. Thomas Jørgensen og Morten Toft Simonsen, er nye i bestyrelsen. Bestyrelsen består ud over de nævnte af Søren Mathiasen, Erling Sørensen, Peter Toft og Torben Knudsen.

Dobbelte danske mestre

Esbjerg Energy har i de senere år været inde i en eksplosiv udvikling med danske mesterskaber de to seneste sæsoner, og med Esbjerg Kommune som bygherre forbereder klubben sig på at tage en ny arena til godt 60 mio. kr. i brug til slutspillet i 2019. Det vil få en kapacitet på ca. 4.000 tilskuere med tilhørende loungefaciliteter finansieret med 12 mio. kr., som ishockeyklubben selv har rejst.

– Jeg ser en gylden mulighed for at videreføre og udbygge, hvad der allerede er bygget op i Esbjerg Energy. Vi får helt nye muligheder for både sponsorer og tilskuere med de faciliteter, vi kommer til at råde over, og så har vi en fantastisk ungdomsafdeling, der sikrer fødekæden af danske spillere til fremtidens hold. Derudover har vi en ejerkreds og sponsorer, der også bakkede op, da det ikke så så lyst ud for ishockeysporten i Esbjerg, siger Christian R. Christensen.

Stolthed efter lang proces

Den tidligere bestyrelsesformand ønsker at følge det store byggeprojekt til dørs og sidder i den arbejdsgruppe, Esbjerg Kommune har nedsat til at følge byggeriet. Især i de første pionerår, efter otte aktionærer købte aktiviteterne ud af EfB Ishockey A/S, måtte han i vid udstrækning tage del i den daglige drift. Arbejdsbyrden blev lettet betydeligt, da Peder Krogsgaard i 2015 blev ansat som direktør på fuld tid.

– Jeg er stolt af at have været med til at udvikle esbjergensisk ishockey til, hvad det er nu. Det har været en lang proces, hvor mange dedikerede mennesker har taget store skridt for Esbjerg Energy, siger Christian R. Christensen.

Han er indehaver af transportkoncernen IAT, der befinder sig i en spændende fase, hvor der i endnu højere grad bliver brug for hans deltagelse.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder