Jesper Klitgaard

Ceman ser plads til forbedringer

Efter Rødovres udligning til 1-1 i serien mellem dem og SønderjyskE, mødte hockeymagasinet Dan Ceman, for at få hans syn på gårsdagens nederlag. Udefra set, kunne man nemlig godt få det indtryk at sønderjyderne igår ikke havde midlerne til at gennembryde den meget kompakte defensiv, som Rødovre diskede op med i går, og samtidig kunne man til tider ikke modstå det pres som værterne i momenter af kampen kom med, et synspunkt som Ceman var ganske enig i :

De spillede en meget god kamp, hvor de sad på spillet i starten af kampen, men synes at vi tager over og har en god resterende første periode, hvor vi også fik målet. Men det var ligesom at det mål fjernede vores dræberinstinkt fuldstændigt. I anden periode stoppede vi med at løbe på skøjter, vi var ikke aggressive nok og vi var meget ineffektive. Det gjorde, at de fik mere og mere overtaget og spillet foregik mere og mere i vores egen zone, hvilket gjorde at det blev svært at spille det spil vi gerne vil, nemlig det offensive og aggressive spil. De fik lov at diktere hvordan spillet skulle spilles og det blev vi straffet for.


Rødovre straffede SønderjyskE hårdt i powerplay, en evne som sønderjyderne selv tidligere har excelleret i. Og disciplinen, eller manglen på samme, var noget som Ceman lagde stor fokus på:

Vi tager ALT for mange offensive udvisninger. Nogle af dem er tvivlsomme, som f.eks den til Mads Bødker i egen zone, men tilbage står, at vi tager 4 udvisninger i offensiv zone, og for det første er det helt unødvendige udvisninger at tage, og for det andet, så ødelagde det vores rytme i spillet. De får så en 5-3 situation, som blev nøglepunktet i kampen. Vi gør det egentligt ganske godt i næsten hele det undertals spil, men bliver for offensive og det straffer de benhårdt med det samme. Og at de så får muligheden for at score igen blot tolv sekunder senere, er dårligt forsvars-spil fra vores side.


Der har været en del kritiske røster omkring SønderjyskE's udnyttelse af powerplay igennem hele sæsonen, en kritik som Dan Ceman har svært ved at genkende:

Hver gang det ikke lige har fungeret i en kamp, så bliver det bragt op som et stort problem, og jeg synes det er forkert. Hvis du ser på det, så har vi scoret 3 mål i denne serie i PP på 8 chancer, så at sige at det ikke fungerer er ikke korrekt. Det er rigtigt at vi igennem sæsonen har arbejdet meget med det, da det er en af de ting som ikke rigtigt har fungeret, men det bliver bedre og bedre, og så sent som i går havde vi nogle nye ting med ind i den ene formation, som faktisk førte til vores mål, så jeg er mere end ok med hvor vores powerplay er lige nu.

Frem mod tirsdagens vigtige hjemmekamp mod, er det andre ting Dan Ceman vil fokusere på, nemlig det som har kendetegnet SønderjyskE:

Vi skal blive bedre i vores puckbesiddelse. Det er det vi er gode til, og vi er som regel gode når vi har pucken mest og befinder os mest i den offensive zone og på den måde kører modstanderne trætte. Vi skal turde spille det vi kan og det vi gør så godt, for langt de fleste kampe vindes af det hold som har pucken mest. Derfor skal vi imorgen turde gå ind og vise, at vi er på hjemmebane, at vi styrer spillet og at vi har troen på os selv, gør vi det er jeg sikker på at vi nok skal få et godt resultat

Pucken bliver kastet til den 3. kvartfinale mellem SønderjyskE og Rødovre Tirsdag den 3. kl. 1900 i SE-arena

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER