Esben

Canadisk succestræner fortsætter hos energiske esbjergensere

Logo - Esbjerg EnergyPressemeddelelse:

Succestræneren Mark Pederson fortsætter i Esbjerg Energy i den kommende sæson. Efter en sæson hvor esbjergenserne benyttede grundspillet til at spille et forandret mandskab sammen, fandt vestjyderne melodien i slutspillet, hvor Odense og grundspilsvinderne fra Herning blev elimineret inden finalepladsen var en realitet. Energy måtte nøjes med sølv, da det første medaljesæt siden mesterskabet i 2004 skulle uddeles.

- Der har ikke hersket nogen tvivl i vores verden om, at vi ønskede at fortsætte samarbejdet med Mark Pederson, fortæller formand Christian Rølmer Christensen fra Esbjerg Elite Ishockey, der er selskabet bag Esbjerg Energy: - Heldigvis var det gensidigt. Mark har gjort et fantastisk arbejde i de to år han har været i Esbjerg, og han har en meget stor andel i æren for holdets succes i den forgange sæson. Det skal vi bygge videre på til næste år, og derfor er Mark en naturlig og vigtig del af det, forklarer formanden.

I de to seneste sæsoner har den 47-årige canadier haft et tæt samarbejde med den 51-årige assistent Joe West, som ikke fortsætter i Esbjerg: - Både Joe og vi mente, at det var på tide at afslutte samarbejdet. Joe har i de to år, som han har været i Esbjerg, leveret et fantastisk stykke arbejde. Både som assistent hos Esbjerg Energy, og som en vigtig del i talentudviklingen i eliteidrætsklasserne, pointerer Christian Rølmer Christensen:

- Han har her spillet en nøglerolle i den udvikling mange unge spillere har været i. Og det skal han have stor anerkendelse og tak for. Vi skilles som gode venner, men han har ønsket at søge nye udfordringer, så derfor skal vi også kigge efter en anden løsning, konstaterer formanden.

Der er endnu ikke fundet en ny assistent til Mark Pederson.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER