Det læser brugerne på HOCKEYMAGASINET lige nu

Henrik Bauch

Bauchs klumme om fan-situationen i SønderjyskE

Er skadede spillere en godkendt undskyldning for at tabe en kamp?

Der har i vores chat de seneste dage været en del blæst omkring denne velkendte problematik
Det fik os til at lege lidt med tanken om, hvornår er skadede spillere egentligt en godkendt undskyldning for at sætte point til.

Er vi fans lidt forkælede når vi efter 6-7 runder råber om fyringer fordi ens hold ikke præsterer som vi gerne ville have det?
Undervurderer vi ikke effekten af at have sine tre bedste backs/forwards/spillere generelt ude?

Lad os lege lidt med tanken, og gå nogle af holdene efter i sømmene - her et par tilfældigt udvalgte.

Hvad ville Rungsted være uden Meland, Nicholas B. Jensen og Joachim Holten?
Hvor ville Aalborg være uden Panelin Borg, Reddick og Overmark?
Esbjerg uden Lidström, Curran og Brugisser?
Frederikshavn uden Vidmar, Stamler og Liffiton.

For en god ordens skyld kan vi da også tage mit personlige skrækscenarie.
Hvor ville Rødovre være uden deres tre bedste backs? Det er jeg ikke helt sikker på at jeg ønsker besvaret.

Det vi vil frem til, er hvornår er det realistisk, at vi som fans klager vores nød.

Man kan altid argumentere for, at lunten i klubber som eksempelvis Esbjerg og SønderjyskE, er kortere end i Gentofte, Rødovre og Herlev. Det er der mange grunde til, og de er for de fleste vedkommende åbenlyse.

Men lad os kort kigge på den nuværende situation i SønderjyskE. De tre spillere der mangler er, Tyler Gotto, Rasmus Nielsen og Niclas Edman.
De to førstnævnte er begge tredobbelte danske mestre og med et hav af Metalliga kampe på cv'et, for Gotto's vedkommende var han endda matchvinder i DM finalen imod Frederikshavn da han scorede i overtid. Edman har spillet to sæsoner i Danmark, men kan oveni det lægge en god portion kampe i Allsvenskan.
Det er altså ikke Hr. Hvemsomhelst der sidder ude. Det er kapaciteter!

Mange af jer der læser dette, kender helt naturligt de tre spillere meget bedre end jeg. Jeg ser dem helt naturligt kun når de kommer til Rødovre Skøjte Arena, men jeg er ret sikker på de stadig holder pænt højt niveau, og derfor kan det naturligvis mærkes når alle tre sidder ude i lang tid.

Tilbage til et af udgangsspørgsmålene om vi bør have mere tålmodighed som fans. Jeg har selvfølgelig fuld forståelse for, at det kan være sindssygt frustrerende at se sit hold tabe. Min tålmodighed var da også begrænset, en vis fredag aften i Saxo Bank Arena for nylig. Men derfra og så til at kræve fyringer når man har fået kampen lidt på afstand, der er alligevel et stykke synes jeg.

Set fra min stol, forstår jeg da godt at det er surt at tabe, især når man ikke er vant til det sådan kontinuerligt, men Ceman kan trods alt ikke trylle skadede folk kampklar, hvor gerne han end ville. Han kan jo kun sætte det hold, der rent faktisk kan komme ind på isen, og med tanke på, at mesterskaber aldrig bliver vundet i oktober, synes jeg det er alt for tidligt at kræve Cemans hoved på et fad.

Så for at besvare denne klummes allerførste spørgsmål. Ikke nødvendigvis en undskyldning, men en pokkers god forklaring.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER