Thomas

Amager strålede mod tamt Gentofte hold

Referat af Amager Islanders - Gentofte Stars 24/09/2016

Amager Islanders – Gentofte Stars 8-0 (2-0,4-0,2-0)

Debutkampen for Amager Islanders i 1.division endte med en overbevisende sejr på 8-0 over Gentofte Stars. Generelt var Islanders hurtigere på pucken og skøjtede bedre end gæsterne. Med kun 15 spillere på holdkortet, havde de gæstende Stars spillere ikke muligheder for at få pulsen ned undervejs i kampen.

På trods af lidt rust kom Amager Islanders bedst fra start og dominerede kampen. I tiden 7:01 åbnede Emil Grandal scoring efter et fint gennemspillet angreb, som blev assisteret af Frederik Skovby og Rodijs Razmus. Allerede inden den første scoring havde Islanders været tæt på, men Philip Berg Nicolaisen i Gentofte målet havde et par gode redninger, som udskød det første mål.

Efter ti minutter scorede Islanders til 2-0 efter samarbejde mellem de to Schultz-brøde. I et godt opsat powerplay sendte Magnus Povlsen pucken på tværs til Anders Schultz, der prompte sendte gummiskiven mod mål. Her stod Steffen Schultz klar med en styring og pucken strøg i nettet til 2-0. Et par chancer blev det også til Gentofte i første periode, dog uden scoring til følge.

Islanders lukkede kampen på under fire minutter i anden periode

Træner Mats Gustavsson havde gjort opmærksom på i pausen, at der ikke var plads til sløseri i bagkæden, hvilket i første periode havde ført til et par Gentofte chancer. Mens defensiven skruede op for sikkerheden i pasningspillet, blev kampen reelt afgjort på under fire minutter i anden periode.

Det var igen et powerplay som åbnede op for endnu en Islanders scoring. Magnus Povlsen stod klar med hammeren efter en pasning fra Anders Schultz. Skuddet fra Povlsen kom med så højt fart og præcision at Gentofte keeperen ikke nåede at reagere. 3-0 stod der nu på måltavlen efter 25:13 men det skulle blive værre for gæsterne. Efter 28 minutters spil var pucken igen i Gentofte-nettet. Denne gang var det yngste-mand og U18-landsholdsspiller Sebastian Zacher, som gjorde det til 4-0 efter en assist fra Rodijs Razmus. Gentofte kunne ikke følge med i tempoet og efter 28:54 blev kampen reelt afgjort. Denne gang var Anders Schultz i målscorerens rolle efter en assist fra Stefan Stokholm. Med 5-0 på måltavlen og kun spillet 29 minutter, måtte Gentofte sande at kampen allerede var afgjort. Inden de to hold kunne gå til pausen havde Frederik Skovby gjort det til 6-0 for Islanders.

Tredje periode på cruise control
Med udgangspunktet 6-0 inden de sidste 20 minutter var luften gået lidt ud af ballonen. Islanders ville gerne frem generere flere chancer og mål, mens Gentofte gerne ville hjem fra Amager hurtigst muligt. Det blev ikke en mere opløftende lørdag for gæsterne efter 43:10 da Jonas Veiby sendte pucken i nettet til 7-0. Sidste Islanders scoring blev signeret af Anders Schultz, som dermed blev dobbelt målscorere i dagens kamp.

Set over alle 60 minutter var det en solid holdindsats, som gav en knusende sikker sejr på 8-0. Der er stadig plads til forbedringer og spillet antages at blive bedre, som sæsonen skrider frem. Positivt at se hele syv forskellige målskytter og rent bur af Frederik Hansen, som også blev kåret til kampens spiller i omklædningsrummet.

Vi håber at se Michael Tranberg tilbage i træning på isen i næste uge, så han forhåbentligt snart er frisk nok til at spille i turneringskampene.

Næste kamp for Amager Islanders er på lørdag den 1. oktober kl. 17:15 hjemme mod Rødovre. Sæt allerede nu kryds i kalenderen, så du kan komme ud og støtte Amager Islanders.

Ovenstående er taget fra Amager Islanders facebook

I en anden første divisions kamp i går, vandt Odense på udebane over Frederikshavn 6-5

Amager Islanders



Det læser brugerne på HOCKEYMAGASINET lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER