Det læser brugerne på HOCKEYMAGASINET lige nu

admin

Sikker sejr til Frederikshavn

Jeg, 44, er Frederikshavnerfan, men forsøger bedst muligt at være objektiv i min vurdering af kampene. Det kan til tider være svært, men jeg håber på, at I læsere alligevel sætter pris på at få et referat fra kampen.


For første gang siden guldfinalen i 2000, var der røde lygter i Thorø Hockey Arena. Hockeyfeberen er på sit højeste i Danmarks nordligste hockeyby og det medførte, at 2.800 tilskuere var på plads til den 4. semifinalekamp mod SønderjyskE, som kunne sikre Frederikshavn 3 matchbolde i serien.

Fra start kom SE blæsende ud og forsøgte at få en hurtig scoring, og allerede efter 1½ minut fik de muligheden i powerplay, da Mike Grey røg ud i 2 minutter. Overtallet blev dog ikke udnyttet, da Frederikshavns box stod godt, samtidig med Pisar i målet virkede nærmest uovervindelig. Der blev givet yderligere et par udvisninger begge veje som dog heller ikke førte til noget. Efter 11 minutter fik den store russer Ilya Dubkov 2+2 for high sticking og de fleste fans frygtede nok det massive powerplay og det medfølgende pres som uundgåeligt ville komme fra SE, men i stedet fik Kasper Pedersen fat i pucken i egen zone. I stedet for blot at dumpe den ned bag SE's mål, spillede han via banden Mike Grey fri og han afdriblede sikkert Magnus Eriksson og lagde pucken i mål til 1-0 til hjemmeholdet. Taget på hallen var tæt på at blive blæst af i den situation. De resterende 3½ minut i undertal blev også overlevet af hjemmeholdet og efter 16 minutter scorede Mike Martin sikkert til 2-0 efter glimrende forarbejde af Martin Spanhel. Dog gik der kun 1½ minut inden SE i powerplay fik reduceret ved Eric Bertrand, som mellem venner og fjender fik styret Ryan Gauchers skud ind bag Pisar.

2. periode var en lang hård fight fra begge hold. Der blev spillet en del Hawaii-hockey og det kom også til flere store chancer i begge ender, men begge målmand tog fra og trods et par overtalssituationer til SE i perioden, lykkedes det dem ikke at passere Pisar. Tjekken Martin Spanhel blev i slutningen i perioden tacklet og blev liggende på isen tilsyneladende med en knæskade. Meldinger går på et beskadiget ledbånd og han var ikke med i resten af kampen.

2 minutter inde i 3. periode fik SE's Dan Ceman en udvisning og Frederikshavn skulle blot bruge 11 sekunders powerplay inden kampens store spiller Matt Davidson satte pucken ind bag Magnus Eriksson assisteret af Olegs Sorokins og Jeff Corey.

Midtvejs i perioden fik SE endnu en udvisning og det så længe ud til, at Frederikshavn ikke ville udnytte denne mulighed, men med blot 1 sekund af udvisningen scorede Matt Davidson til 4-1 efter forarbejde af Jeff Corey. Allerede efter 3-1 målet så SE-spillerne meget opgivende ud og i et håb om fornyet gejst blev Magnus Eriksson hevet ud efter 4-1 målet, men Patrick Galbraith nåede blot at være på is i 1 minut og 9 sekunder inden Tatu Backman tordnede pucken op i krogen til 5-1. Resten af perioden blev der delt et par udvisninger ud til begge hold, men der skete ikke mere i kampen.

Bedste spillere på de to hold var fra SE de to danskere Morten Lie og Kim Lykkeskov som begge kæmper 100 % i hvert skift. Hos hjemmeholdet var der mange gode præstationer, men Matt Davidson med 2 mål og Pisar med mange vigtige redninger skal fremhæves. Mike Grey har også fundet slutspilsformen og knokler i hvert skift, ligesom Kasper Pedersen også leverede en glimrende indsats krydret med en smuk assist og en solotur fra eget mål som var tæt på at bringe hjemmeholdet foran.

Næste kamp er på søndag kl. 20.00 i Vojens skøjtehal. Kampen vises på TV2Sport.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER