Det læser de besøgende på HOCKEYMAGASINET lige nu

admin

Referat SønderjyskE - Frederikshavn White Hawks

SønderjyskE havde revanche til gode, da de i aften i de intime rammer i Vojens Skøjtehal tog i mod Frederikshavn White Hawks. 1-1 i serien efter de to første kampe og alt var lige før kampens start. Nøglen i de to første opgør har været powerplaysituationerne, hvilket også var i fokus i aftenens dyst, hvor begge hold havde proklameret, at de ville holde sig fra straffeboksen.


Kampens start var meget åben med god fart i skøjterne hos begge hold. Det gav spil i begge forsvarszoner, men spillet bar også præg af en del rodet spil. Det gjorde sig specielt gældende hos hjemmeholdet, der havde svært ved at få afleveringerne til at nå hinanden og en deraf manglende offensiv var tydelig. Således havde SønderjyskE kun 7 skud på mål perioden igennem, og det på trods af, at de havde 4 overtalssituationer i de første 20 minutter. Gæsterne til gengæld spillede klogt i 1. Periode og gjorde ikke spillet sværere end det kan spilles. Derfor stod de bedst rent defensiv og i styrespillet og lod sønderjyderne bruse på. Periodens eneste mål tilfaldt da også Høgene, da Dubkov i undertal opfanger pucken fra en fremstormende Morten Lie i neutral zone. Russeren, der har været noget kritiseret sæsonen igennem pga. sin manglende fart og vilje, havde ikke taget mange skøjtetag ind i SønderjyskEs zone, da han sender et slagskud af sted mod Eriksson i målet. Pucken ser Eriksson aldrig skyggen af, og ser en anelse skidt ud i situationen, idet han ser ud til at stå lidt skævt i målet. 0-1 efter første periode og gæsterne havde de bedste kort på hånden inden de sidste 40 minutter.


Og gæsternes kort skulle vise sig at blive en helt del bedre efter 2 minutter af 2. periode, hvor nordjyderne bragte sig yderligere med hele to scoringer. Først er det Radim Piroutek, der får pucken sendt tilbage efter en face off, ligger den død og derpå viser skræmmende skudstyrke og hamrer pucken ind bag Eriksson.  End ikke 30 sekunder senere lå pucken igen i hjemmeholdets mål, da Ilya Dubkov igen sætter sig igennem og runder Samy Nasreddine og elegant med baghånden sætter pucken op i nettaget. Chokstemning i den lille hal, hvor langt størstedelen af de 2223 tilskuere ikke kunne begribe kampens udvikling. Derefter tog SønderjyskE-træner Mario Simioni en timeout, for at bringe sit hold tilbage på sporet og det så ud til at hjælpe. I hvert fald fik værterne mere fart i skøjterne og blev mere direkte i spillet mod Lubomir Pisars mål, der dog i første omgang holdt stand. Men i periodens 6. minut fik det sønderjyske publikum endelig noget at juble over, da de alle gode gange 5 fik udnyttet et powerplay, hvor Ryan Gaucher, Todd Robinson og Dan Ceman viser hurtigt samspil, med sidstnævnte som målscorer. Derefter sad værterne tungt på spillet og de så ud som om, at Høgene havde tænkt sig at spille for defensivt. Chancerne for en reducering blev større og hyppigere, da hvert angreb afsluttedes med et forsøg på Pisar. Sønderjyderne var pludselig først på alle pucke, satte de tungeste tacklinger og arbejdede hårdt for hinanden. Derfor var det kun en naturlig udvikling, at SønderjyskE kunne reducere, da Kim Lykkeskov følger op på et skud fra en face off. Og så var det hjemmeholdets tur til at nette to gange indenfor 30 sekunder, da Bryan Lundbohm lades stå helt blank i slottet og Frederikshavns organisation var med ét smuldret. Fra 0-3 til 3-3 på 8 minutter og momentum var SønderjyskEs inden 3. periode.


Den sidste periode startede som den første med spil i begge ender og masser af fart. Sønderjyderne skabte i den fase af kampen de største chancer, men gæsterne var stærke på kontra. I perioden 6. Minut måtte SønderjyskEs Todd Robinson tage en nødvendig hooking i egen zone efter, at forsvaret havde spillet højt spil og tilladt gæsterne at komme tæt under mål. Men det udnyttede værterne i stedet til scoring, da Jeff Corey snubler på egen blå linje, idet han sætter fart i pucken. Den opsnapper Dmitri Lavrentiev, der i en 2 mod 1 situation serverer pucken til en fremstormende Eric Bertrand, som first-timer pucken i nettet. Men armene kom hurtigt ned igen hos sønderjyderne, da Frederikshavns Mike Martin brager et slagskud af sted mellem venner og fjender fra blueline. 4-4 med 10 minutter igen og der var drama for alle pengene. Målet fik momentum til at svinge deres vej, mens SønderjyskE viste stor ineffektivitet foran Pisars mål. Det momentum fik gæsterne udnyttet maksimalt, da Olegs Sorokins scorede med et håndledsskud fra hjemmeholdets blå linje. I den situation så Eriksson rigtig skidt ud, da der var frit udsyn helt ud til skytten og ingen fart i skuddet. Skidt af den, i playoff, så sikre målmand. Slutningen af perioden blev præget af udvisninger til gæsterne, der kunne give værterne en 5 mod 3 situation i de døende sekunder. Men intet hjalp det og Frederikshavn tager 3. stik hjem til nordjylland og står nu bedst i semifinaleserien – trods et flot comeback til SønderjyskE i løbet af kampen. 


SønderjyskE tog kampen igennem for mange dumme udvisninger – den dummeste til Eric Bertrand 3 sekunder før tid, der med en grov cross-checking på Mike Gray blev sendt i bad. Magnus Eriksson så på 2 af målene rigtig skidt ud og Frederikshavn spillede klogest og nemmest hockey set over hele kampen. Nu skal sønderjyderne vinde mindst en kamp i Frederikshavn for igen at være i førersæddet og det kan meget vel vise sig at blive en vanskelig opgave.   


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER