admin

Kampen om 8. pladsen

Det startede så godt i Esbjerg og for byens ishockeyhold med en tidlig scoring af Steve Yetman, da han trækker ind i Aabs zone og skråt for målet fyrer kanonen af. Skuddet tager kanten af Peter Hirsch’ gribehandske og finder derfra ind i netmaskerne. Stemningen blandt størstedelen af publikummet steg til ekstatiske højder. Og så var det lige meget, at Frederikshavn White Hawks førte hjemme på et mål af Oleg Sorokins. Men stemningen fik et kraftigt hak i tuden, da Chris Dingman i det 16. minut udlignede, mens Aab stille og roligt havde fået et spillemæssigt overtag. Men kampen var helt åben til 2. periodes start.

Men det der med EFB-øjne ikke måtte ske skete. En omstillingsfejl i opspillet i neutralzone gav pludselig en friløber til Dejan Matejic, der banker pucken forbi Lhenry i Esbjergs mål, med landsholdskaptajn Andreas Andreasen hængende efter sig. Så virkede det som om EFB mandskabet fik bly i benene – de tøvede i tacklingerne, mistede fokus på organisationen og spillede helt uden gejst. Den indstilling resulterede i endnu et break-away – denne gang til Aleksandr Macijevski, der kunne profitere af en lang pasning fra egen zone fra Ronni Larsen. 3-1 til gæsterne og time-out’en blev forlangt af EFB-træner Peter Gommesen. Det hjalp lidt på det organisatoriske på banen og hjemmeholdet tilspillede sig nogle pæne chancer, men Hirsch stod i vejen. Esbjergs spillere virkede dog tvivlende på sine egne aftaler og spillet hos hjemmeholdet var meget præget af fejlafleveringer. Men værterne fik chancen til at komme tilbage i kampen, da Aabs Matejic sendes i boksen for en elbowing. Men nedturen fortsatte, da Andreas Andreasen leverede en af de helt store fejlafleveringer på gæsternes blå linje og forærede Chris Dingman pucken til endnu en friløber. De dobbelte Stanley Cup vinder er iskold og udplacerer Lhenry med et håndledsskud. 3 scoringer på 6 minutter og Esbjerg synes på vej ud i mørket. Hele perioden i gennem var værterne for langsomme til at vende spillet, hvilket gav Aabs ishockeyherrer tid til at stille sig på den rigtige side af pucken og forsvarede sig klogt. I Frederikshavn blev der ikke scoret i den midterste periode og EFB Ishockey skulle nu sætte deres lid til, at ærkerivalerne fra SønderjyskE kunne vende stillingen i det nordjyske.

Og håbet blev tændt blandt hjemmepublikummet igen. Det skete i kraft af, at SønderjyskEs Bryan Lundbohm havde skubbet pucken over stegen i Elitecenter Nord til en udligning. Tror ikke, at man nogensinde før i Esbjergs Skøjtehal blandt Esbjergs publikum har heppet så meget på rivalerne med sæde i Vojens. Og stemningen steg yderligere blandt hjemmeholdets fans. Først tikkede der en ny scoring ind fra Frederkshavn, hvor Eric Bertrand konsoliderede sin 1.plads på topscorerlisten og 10 sekunder senere scorede Steve Yetman sit andet mål i kampen i powerplay. Nu gik det for alvor Esbjergs vej. Målet i egen hal betyd kun noget, hvis man kunne score yderligere, men resultatet mod nord kunne i stedet være Esbjergs billet til de afgørende kampe. Presset var dog stort på sønderjydernes mål, hvor høgene førte skudstatistikken med 46-19, da gæsternes mål faldt. Tilmed fik SønderjyskEs Grady Moore en udvisning blot 1.24 minutter før tid. Og presset blev for stort, da Matt Davidson sendte skiven i nettet blot 61 sekunder før tid – og dramatikken i begge haller ville ingen ende tage. Kampen sluttede i Esbjerg med et 2-4 nederlag til værterne og alle i hallen var nu fokuseret på resultatet mod nord. Aab fik med sejren 3. pladsen – alt i mens Esbjergs fans råbte på Vojens fra deres hjørne i hallen.

I Frederikshavn gik man i gang med overtiden, hvor afslutningsfrekvens faldt noget og man fokuserede mere på at undgå fejlene. Den udvikling gjorde, at man skulle ud i en straffeslagsafgørelse. Begge hold starter med at brænde deres forsøg, hvorefter SønderjyskE brændte og Frederikshavn nettede. Alle ventede i spænding på stadionsspeakerens sidste besked: "Frederikshavn har vundet kampen med 3-2 efter straffeslag" og Esbjerg måtte se sig slået på målstregen.


 


     


Det læser brugerne på HOCKEYMAGASINET lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER