admin

EfB Ishockey vil selv gøre arbejdet færdigt mod AaB’s stjerner

Inden kampen er der Happy Hour til ære for fans og øvrige tilskuere, og EfB Ishockeys mandskab vil gøre alt for, at aftenen fortsætter lige så festligt i grundspillets sidste kamp mod AaB Ishockey fredag aften i Esbjerg Skøjtehal. Der vil ikke blive skelet til, hvordan den eneste rival til den ottende slutspilsplads i AL-Bank Ligaen, Frederikshavn White Hawks, klarer sig i hjemmekampen mod SønderjyskE.

- Absolut ikke. Vi har lige fra dag et fokuseret på vore egne resultater, og det vil vi også gøre denne aften. Derfor lukker vi ørerne for, hvad der sker i den anden kamp. Vi vil selv afgøre vores skæbne, siger EfB-cheftræner Peter Gommesen.

Efter sejren over Totempo HvIK tirsdag aften og Frederikshavns nederlag i Rødovre har EfB Ishockey to points forspring til nordjyderne og skal bruge yderligere to point for at være helt sikker på billetten til play-off, idet Frederikshavn er bedst i indbyrdes kampe. AaB Ishockey har i de indbyrdes opgør med Herning Blue Fox ikke vundet i denne sæson og kan følgelig ikke nå andenpladsen, men Peter Gommesen forventer ikke, at stjernemandskabet vil tage afslappet på opgaven af den grund.

- AaB skal til at geare op til slutspillet, der begynder med kvartfinaler allerede tirsdag, og kan ikke tillade sig at slække på indsatsen. Vi er glade for, at vi nu endelig øjner et lyspunkt for enden af tunnelen. Heldigvis var der noget positivt at tage med fra tredje periode af Hvidovre-kampen, idet spillerne heldigvis fandt sammen igen, og det imponerer mig virkelig efter indsatsen i de to første perioder, siger Peter Gommesen.

Efter ishockeypausen på 13 dage, som gjorde spillerne godt på det fysiske plan, løb EfB Ishockey ind i en lussing mod SønderjyskE for seks dage siden, og det gjorde spillerne usikre. De forlod i de to første perioder mod Totempo HvIK det indarbejdede spilkoncept og ville afgøre det hele enkeltvis. Men nu er de klar til en aften, der kan ende i den helt store forløsning, hvis de gør deres del af arbejdet for øjnene af formentlig et sæsonrekordstort publikum i Esbjerg Skøjtehal.

EfB Ishockey stiller op med samme trup som tirsdag aften til kamp nummer 45 i grundspillet. 


EfB’s cheftræner Peter Gommesen har udtaget følgende trup til kampen i AL-Bank Ligaen mod AaB Ishockey fredag den 22. februar kl. 19.30 i Esbjerg Skøjtehal:

Målmænd: Fabrice Lhenry og Morten Guido Nielsen

Backs: Andreas Andreasen, Kristoffer Frederiksen, Jonathan Zion, Mads Kjems, Torben Benjaminsen, Carsten Nielsen og Christopher Kabel.

Forwards: Steve Rymsha, Olivier Coqueux, Magnus Nilsson, Lars T. Pedersen, Steve Yetman, Kristian Lodberg, Kimmo Happo, Kimmo Salminen, Aigars Cipruss, Thomas Mose, Sune Hjulmand, Andrei Chistjakov og Lasse Holgaard.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER