admin

EfB Ishockeys modstander hvirvlet ind i bunddramaet

Stemningen var mat i EfB Ishockeys trup efter afklapsningen mod SønderjyskE fredag aften og meldingen om, at slutspilsrivalen Frederikshavn White Hawks samtidig havde vundet 4-0 over Totempo HVIK på udebane. Med det syvende nederlag i otte kampe er Hvidovre-mandskabet nu en del af dramaet om den sidste play-off-plads, når holdet kommer til Esbjerg Skøjtehal tirsdag aften til et vitalt bundopgør.

- Der er ikke så meget at sige: Det er bare en kamp, vi skal vinde, fastslår EfB-cheftræner Peter Gommesen.

Efter tre etmålsnederlag fik EfB Ishockey endelig ram på Totempo HVIK den 11. januar, da det blev til en 4-1-sejr i Hvidovre, og siden har tirsdagens modstander kun vundet en overtidssejr over Odense Bulldogs.

- Totempo er et hold, vi normalt har det svært imod. Vi vil gerne op og angribe, og de lurer på vores fejl, så det er en balancegang at spille mod dem. Vi skal under alle omstændigheder være skarpe i afslutningerne og omstille os hurtigt, for de er farlige på kontraangreb, siger Peter Gommesen.

Totempo HVIK har i Ondrej Steiner og Andrej Rajcak to af ligaens farligste forwards, og bagude regerer 40-årige Jesper Duus fortsat. Men efter en imponerende periode forekommer holdet slidt, og med fire points forspring til EfB Ishockey og et afsluttende opgør mod topholdet Rødovre Mighty Bulls på udebane kan afslutningen på grundspillet nemt blive mere spændende, end Hvidovre-mandskabet bryder sig om. EfB Ishockeys situation er ikke meget anderledes – dog med et andet udgangspunkt.

- Sådan har det været for os i flere måneder. Det har været utrolig hårdt, både for folkene omkring holdet og spillerne, at have kniven på struben så længe. Vi regnede på et tidspunkt med, at 50 point var nok til at sikre en slutspilsplads, men turneringen har ikke rigtig flasket sig for os i denne sæson, siger Peter Gommesen.

Han supplerer truppen med U20-spillerne Christopher Kabel og Lasse Holgaard til den første af de to afsluttende hjemmekampe i grundspillet. Finalen er mod AaB Ishockey fredag aften.

EfB’s cheftræner Peter Gommesen har udtaget følgende trup til kampen i AL-Bank Ligaen mod Totempo HVIK tirsdag den 19. februar kl. 19.00 i Esbjerg Skøjtehal:

Målmænd: Fabrice Lhenry og Morten Guido Nielsen

Backs: Andreas Andreasen, Kristoffer Frederiksen, Jonathan Zion, Mads Kjems, Torben Benjaminsen, Carsten Nielsen og Christopher Kabel.

Forwards: Steve Rymsha, Olivier Coqueux, Magnus Nilsson, Lars T. Pedersen, Steve Yetman, Kristian Lodberg, Kimmo Happo, Kimmo Salminen, Aigars Cipruss, Thomas Mose, Sune Hjulmand, Andrei Chistjakov og Lasse Holgaard.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER