admin

Referat SønderjyskE - Rødovre

Det var to angrebslystne hold, der kunne underholde de 1915 tilskuere, der var mødt op i Vojens Skøjtehal på trods af, at kampen blev vist på tv. Sønderjyderne drømte om revanche efter forrige fredags nederlag til topholdet, hvor sidste års bronzevindere tabte 3-6 efter en noget sløj indsats.

Spillet var her og der i begge ender i kampens første minutter. Men hvor værterne spillede pucken rundt, var der mere bid og direkte spil mod mål fra Rødovres side. Derfor havde SønderjyskE pucken mest perioden igennem, men Rødovre var mest giftige og spillede på kontra ud fra devisen om et stærkt og velorganiseret forsvar. Det er da også gæsterne, der først sætter gang i måltavlen, da Mike Oliveira spiller Juha Riihijärvi helt fri i slottet, efter at hjemmeholdets Morten Allesøe måtte betale dyre lærepenge, idet han mister sin markering. Riihijärvi viste i situationen sin effektive målnæse og udplacerede Patrick Galbraith i målet med et smæld af et håndledsvrid. Blot 1.30 minut senere er den gal igen i hjemmeholdets forsvarszone, da Nathan Lutz, der spillede en rigtig flot kamp, sender en lumsk puck ind mod kassen, der får lov til at sejle hele vejen i nettet mellem venner og fjender. Jeg sad næsten med følelsen af, at kampen ville udvikle sig til en gentagelse af sidste uges opgør, da værterne prøvede og masede sig på, mens topholdet var mere effektivt i de afgørende momenter. SønderjyskE kom dog til pæne chancer mod slutningen af 1. periode, da bl.a. Dmitri Lavrentiev blev spillet fri af Morten Lie, men Simon Nielsen i tyrenes mål stod i vejen. 0-2 efter den første 1/3.

Den føromtalte følelse angående, at kampen sås som en gentagelse, tog til i styrke i løbet af 2. periode. Sønderjydernes pasninger blev mere og mere sløsede, hvilket gav nogle grimme turnovers i neutral zone, og pasningernes generelle mangel på modtager gjorde, at værterne aldrig rigtigt fik overtaget i kampen. Hjemmeholdet er dog de første til at score i den midterste periode, da Ryan Gaucher modtager pucken på Rødovres blueline og trækker ind i slottet, hvor han udnytter trafikken foran Nielsens mål. Han må se chanceløs til, da nettet blafrer. Men glæden holdt kun kort, da Mike Oliveira sætter pucken op i nettaget og afslutter et angreb, der udstillede både Ryan Gaucher og Grady Moore som trætte mænd, da de havde været på isen i et langt skift. Sammen taber begge backs kampen om pucken bag Vojens-holdets mål til Bobbie Hagelin, der sender pucken ind til en umarkeret Oliveira tæt under mål. Det samme var tilfældet sidste fredag, da man efter en sønderjysk scoring falder lidt i kadance og lader modstanderen komme til fadet. Derefter virker hjemmeholdet noget modløse og gæsterne afventende, så hvor kampen i den fase ikke var nævneværdig, vil jeg i stedet fremhæve aftenens dommer. Folk, der har læst mine to sidste referater, har kunne lægge ørerne til en del brok, men det skal ikke være tilfældet i aften. Hoveddommeren i aftenens kamp var Michael Nielsen, der lod spillet flyde og tog kun de nødvendige udvisninger. Han missede dog en enkelt checking to the head fra Nathan Lutz mod Dan Ceman i kampens slutning og også den efterfølgende spearing i modsat retning, men det var det. En god indsats af Nielsen.

Gennem 3. periode steg spændingskurven en del. Spillet var egentlig det samme, hvor Rødovre forsvarede sig klogt, mens SønderjyskE pressede på. Men da det stadig kneb med pasningerne, syntes værterne ikke skarpe nok til at blive en trussel. Og der skulle lidt klumpspil til i Rødovres zone - en af de få gange, hvor topholdets forsvar ikke var oppe i gear, for at hjemmeholdet kom på tavlen. Sønderjydernes 3. angrebskæde med Søren Nielsen, Bryan Lundbohm og Lars Foder får bragt gæsternes forsvar ud af balance, hvorefter Nielsen sender et skud mod Rødovres mål, som Simon Nielsen kun halvklarer. Lundbohm er hurtigt over returen og kan sende pucken i nettet modsat goaliens placering på stregen. Og så steg stemningen i den lille hal og publikummet piskede lidt gejst i deres drenge, der igen begyndte at tro på point i opgøret. Og da både Rødovres Derek Eastman og Perry Johnson sendes i straffeboksen med minutters mellemrum kom atmosfæren blandt hjemmepublikummet helt op i det røde felt. Men det ellers så pointgivende sønderjyske powerplay manglede moment, idet pasningerne stadig var for upræcise. 3 skud på 2 overtalssituationer vidner derom. I stedet kan Rødovre score i tomt mål, da Galbraith bliver erstattet for en markspiller i det man i footballsprog kalder en "Hail Mary" (det er jo Superbowltid!) - Mike Oliveira er ophavsmand til den scoring og sætter sit 3. point ind på kontoen i kampen. Med 45. sekunder igen får Kim Lykkeskov lov til at pynte på resultatet, men tættere kommer sønderjyderne ikke, der taber sin anden hjemmekamp i streg - begge gange til topholdet Rødovre Mighty Bulls, der virkelig spiller hockey som et tophold for tiden.

Hos gæsterne skal forsvaret endnu engang fremhæves, hvor især Jesper Damgaard og Nathan Lutz spillede en stærk kamp . Selv om der blev trukket store veksler på netop de to spillere, var de sikkerheden selv i egen zone, da David Bornhammer atter blev skadet. På angrebssiden må Mike Oliveira nævnes, der konstant var en trussel i SønderjyskEs zone. Hos værterne var Eric Bertand atter et lyspunkt, der gang på gang sætter fart i pucken med sit hurtige skøjteløb og sine kvikke driblinger.
Da Aab fik 2 point med hjem fra Hvidovre satte SønderjyskE endnu engang til i tabellen, mens Rødovre udbyggede føringen, idet Herning også måtte ud i overtid for at besejre EFB Ishockey.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER