admin

Nu skal der hentes bytte med hjem fra rævehulerne



Det er næsten ligesom at tage skyklapperne på. For det nytter ikke at skele til de andre, der også kæmper indædt for at komme med i slutspillet i AL-Bank Ligaen. EfB Ishockey skal have morgendagens kamp i 100 pct. fokus. Glem alt om tabeller og regnestykker. Spil og kæmp, så isen splintrer og pucken bare springer – i modstandernes mål!

Sådan har det nu været siden jul, og parolen gav senest fuld gevinst hjemme i 4-1 sejren over Nordsjællands Cobras. Men fredag aften gælder det Herning Blue Fox i Kvik Hockey Arena i Herning, hvor EfB'erne skal være i stand til at gå direkte ind i rævehulerne for at sikre sig fuldt udbytte.

Let bliver det ikke. Det ved EfB-cheftræner Peter Gommesen også godt. Men bekymringer og nervøse kramper om alt og ingenting nytter ikke en pind:

- Vi skal ikke være bange, men vise mod, styrke og vilje til at spille. De to hold står godt til hinanden, så vi skal være skarpe og lade være med at lukke dem ind i kampen. Da vi sidst spillede i Esbjerg, så vi jo, hvad vi skal og ikke skal. Efter de 60 minutter kunne vi da godt have fortjent at vinde. At Herning så var bedst i straffeslag – ja, det var jo så, hvad det var den dag. Men i fredagens kamp skal vi virkelig spille vores spil og udfordre modstanderne.

EfB Ishockey drager således tændt ud til det kompakte program i AL-Bank Ligaen med to vigtige udekampe inden for blot 24 timer, idet der allerede lørdag skal spilles ude mod den nærmeste konkurrent til kvalifikation til slutspillet, Frederikshavn White Hawks, der netop har pulveriseret bundskraberen Herlev med 7-0.

Derfor forsøger EfB sig med et natteophold ude. I stedet for at køre hjem til Esbjerg efter Herning-kampen, går turen til overnatning i Aalborg.

- Vi er spændte på det. Meningen er, at vi gerne vil have spillerne til at slappe af mellem de to kampe, men vi håber da også på, at det sociale samvær kan styrke os i opladningen til kampen allerede lørdag eftermiddag i Frederikshavn, siger Peter Gommesen.

EfB-cheftræneren må fortsat se bort fra Sami Karjalainen, der nu må anses for at være helt ude resten af sæsonen på grund af sin skadede akillessene. Andre, der måtte have influenza eller andre svaghedstegn, må efter Gommesens opfattelse være indstillet på, at der i den øjeblikkelige situation slet ikke er mulighed for den slags. Alle bør erklære sig fit for fight!


På papiret ser det altså ikke så dårligt ud rent mandskabsmæssigt, hvis ellers Mads Kjems kan blive klar.

Desuden kan det blive spændende at se, om Andrei Chistjakov omsider kan bide sig fast på holdet efter sin ganske overraskende gode indsats og åbningsscoring mod Cobras tidligere på ugen.

EfB’s cheftræner Peter Gommesen har udtaget følgende trup til kampen i AL-Bank Ligaen mod Herning Blue Fox fredag den 1. februar kl. 19.30 i Kvik Hockey Arena, Herning:

Målmænd: Fabrice Lhenry (André Larsen) og Morten Guido Nielsen

Backs: Andreas Andreasen, Kristoffer Frederiksen, Jonathan Zion, Torben Benjaminsen, Christopher Kabel og Carsten Nielsen.

Forwards: Steve Rymsha, Olivier Coqueux, Magnus Nilsson, Lars T. Pedersen, Steve Yetman, Kristian Lodberg, Kimmo Happo, Kimmo Salminen, Aigars


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER