admin

Jeff Corey her, der og alle vegne.

I søndagens runde tog Frederikshavn imod Nordsjælland Cobras som inden dagens kamp, havde vundet de 4 foregående opgør i sæsonen. Frederikshavn har været inde i en god stime med 10 point i de sidste 4 kampe, men indsatsen mod Herlev fredag var ikke godkendt. Det blev der rettet op på i dagens kamp.

Frederikshavn gik til stålet fra start af og allerede efter 2 minutter gav det gevinst, da Slava Fanduls flot fintede et par backer og scorede uden for Henrik Juuls rækkevidde. Nordsjællands normale førstevalg Johan Asplund passede boksdøren, hvorfor vides ikke, men det var en meget usikker præstation af Henrik Juul i dagens kamp. Efter 4½ fik NSC powerplay og kom til flere gode chancer, men det var først 2 sekunder efter White Hawks var blevet fuldtallige at de fik udlignet, da en pasning ramte Andreas Sabroes skøjte tæt under mål og fuldstændig snød Dennis Aaby i målet. Frederikshavnerne brokkede sig og ville have målet underkendt for offside i målfeltet, men målet blev godkendt af kampens glimrende dommer Steven Sylvester som gennem hele kampen lod spillet flyde uden unødige ophold.

Blot 39 sekunder senere blev det så 1-2, da Tobias Kisum ude fra banden, nærmest på mållinien sendte pucken ind på Dennis Aaby's stav, hvorfra den fortsatte i nettet. De færreste tilskuere og ikke mindst Dennis Aaby opfattede slet ikke målet førend pucken lå i nettet.
Indtil da havde Jeff Corey ikke gjort det store væsen af sig, men 2 minutter efter NSC's føringsmål scorede han hårdt og fladt mellem benene på Henrik Juul næsten fra blueline efter  at han havde modtaget endnu en fænomenal pasning fra Olegs "Zorro" Sorokins som endnu engang viste sit store overblik. På grund af de få udvisninger bølgede spillet frem og tilbage resten af perioden uden de store spilstop, men stillingen efter 1. periode forblev 2-2.

4 minutter inde i 2. periode kom NSC på 2-3, da Brad Defauw scorede via Christian Schioldan. Pucken ramte ham på siden og ændrede retning og snød dermed en fuldstændig chanceløs Aaby i målet. Ca. 1 minut efter føringsmålet fik Thomas Johnsen 2 minutter for hooking og i det efterfølgende powerplay scorede Christian Scioldan, da han løftede pucken op i nettaget efter en glimrende frispilning fra Ilya Dubkov. 2 minutter senere blev det så 4-3 til White Hawks, da Mike Grey lobbede pucken over en halv banelængde til Nikolaj Nedermark som afsluttede på Henrik Juul. Returen gik direkte til Jeff Corey som sikkert nettede. Glæden blev dog kortvarig for blot 2½ minut senere udlignede NSC's bedste spiller Brad Defauw til 4-4. Kennie Christensen havde ellers lige nappet pucken i egen zone efter at have tørret to Cobras spillere, men desværre leverede han efterfølgende en fejlpasning  direkte til Defauw som takkede og klappede pucken hårdt i kassen bag Aaby. Herefter gik det stærkt i den anden ende og blot 26 sekunder senere havde Jeff Corey lavet sit hattrick, da han satte pucken ind bag Henrik Juul til pausestillingen 5-4.

Fra starten af 3. periode sad hjemmeholdet tungt på begivenhederne. De var tydeligvis opsatte på at få sæsonens første sejr mod NSC. 5 minutter inde perioden scorede Nikolaj Nedermark på assist af - Jeff Corey naturligvis og herefter bølgede kampen igen frem og tilbage med gode chancer i begge ender. Sidste mål blev dog først scoret med 2 minutter tilbage af kampen, da Jeff Corey igen kom afsted. NSC forsøgte sig med en ekstra markspiller, men inden Henrik Juul nåede ud i boksen, scorede Jeff på et flot langskud oppe i krydset til slutresultatet 7-4.

Sejren var fuldt fortjent idag. NSC's tre første mål var alle heldige og tilfældige og det sidste var en ren foræring af White Hawks. Frederikshavn spillede flot og enkelt ishockey og flere af målene blev scoret efter lækre opspil. Dagens resultater betyder, at White Hawks rykker op på 6. pladsen, mens NSC ryger ned på 8. pladsen, de har dog spillet to kampe færre.

Kampens bedste var naturligvis Jeff Corey som har fundet storformen efter sin skade. Nikolaj Nedermark bliver bedre og bedre for hver kamp og yder en kæmpe indsats hver gang. Dennis Aaby startede usikkert og fik også nogle uheldige mål imod sig, men han spillede sig op og havde adskillige store redninger i løbet af 2. og 3. periode. For første gang blev der scoret mere end 3 mål mod ham, men det er jo ligegyldigt, når angriberne laver 7 i den anden ende.

Frederikshavn har nu fået 13 ud af 15 point i de sidste 5 kampe og på tirsdag tager Esbjerg imod. Det bliver en kamp mellem to af ligaens mest formstærke hold og endnu en "6-point kamp" for begge parter.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER