admin

Herlev fik fortjent 1 point i Frederikshavn

Fredag aften bød Frederikshavn Herlev velkommen i Thorø Hockey Arena. Forventningerne og ikke mindst kravene fra alle lokale fans var en storsejr. Efter flotte sejre over AAB og Herning før nytår og Herlevs seneste nederlag på 13-4 til Esbjerg var kravet sejr. Herlevs unge hold ville det dog anderledes og man kan kun have dyb respekt for holdets indsats fredag aften.
Dommer Michael Nielsen lod spillet flyde gennem hele kampen. Kun de nødvendige udvisninger blev dømt. Desværre fik det dog ikke kampen til at blive en køn affære - tværtimod. Frederikshavn spillede forkrampet og de flotte holdpræstationer som holdet viste før nytår var ikke at se. I kampens første powerplay kom de dog planmæssigt foran 1-0, da Christian Schioldan fik pucken ind bag Kinnunen fra tæt hold. Herlev lod sig dog ikke slå ud og pressede godt på gennem hele perioden. Unge Dennis Aaby i Frederikshavns mål virkede usikker og han gav mange returpucke, hvilket Herlev forsøgte at udnytte - dog uden held i første periode. Med 4 minutter tilbage af perioden kom Frederikshavn foran 2-0, da lynhurtige Jeff Corey snurrede rundt med et par Herlev backer og lagde en perfekt pasning til Mike Grey som tæt under mål sendte pucken i nettet.

2. periode startede Herlev i overtal, da Frederikshavn havde en mand i udvisningsboksen og de lagde et tungt pres fra starten. Kort efter at Frederikshavn var blevet fuldtallige fik de endnu en udvisning og den blev udnyttet med 5 sekunder tilbage af udvisningen, da Patrick Björk-Andersson satte et skud helt op i det lange hjørne uden chance for Aaby. Blot 2 minutter senere fik Herlev udlignet til 2-2, da Emil Falkentoft uden større problemer kunne score, da ingen af Frederikshavns backer kunne få pucken ud af zonen. Herefter var dømt Time-out fra Olaf Ellers side. Spillet de første 6 minutter af perioden var håbløst, så det var de store bogstaver som blev anvendt. Efter time-outen blev spillet dog ikke synligt bedre og der blev heller ikke scoret mere i perioden, hvilket Frederikshavn kunne være bedst tjent med. Det vildeste der skete i perioden var, da dommer Michael Nielsen kom til at smide Frederikshavns #24 ud i 2 minutter, mens det egentlig var Herlevs #24 som skulle ud. Publikum piftede og hujede og imens fik kaptajn Schioldan og Michael Nielsen reddet trådene ud og Michael Nielsen gav pænt hånd til #24 Radim Piroutek og undskyldte fejlen. Flot af Michael Nielsen.
3. periode blev lidt bedre set med Frederikshavns øjne. Spillet var dog stadig langt under den seneste tids standarder. Efter 8 minutter kom der liv i publikum igen, da Christian Schioldan igen scorede efter flot pasningsspil mellem Fanduls og Dubkov. Pucken kom svævende i en halv meters højde og Schioldan klappede den sikkert i kassen. Herlev spillerne mente, at der var høj stok, men dommer Michael Nielsen stod godt placeret og var ikke i tvivl om at målet var godkendt. Glæden blev dog kortvarig, da Christian Seest Olsen i Herlev powerplay stod helt blank foran mål og scorede til 3-3, mens Dubkov sad til afsoning. Der var frit udsyn for Dennis Aaby og han burde nok have haft den puck. Resten af perioden bølgede det frem og tilbage, men der blev ikke scoret mere og det var en flok frustrerede Frederikshavner spillere som kørte ud til boksen. Det var tydeligt at se på dem, at de godt var klar over at dagens indsats ikke var, som den burde være.
I overtiden fik Frederikshavn en gylden mulighed for at lukke kampen, da Herlev fik en udvisning blot 14 sekunder inde. Der blev lagt et tungt pres mod Herlev med flere kvalificerede afslutninger, men der blev ikke scoret. Dog bevirkede powerplayet at Frederikshavn fik et overtag og 6 minutter inde i overtiden scorede Nikolaj Nedermark sejrsmålet til 4-3, da han skrabede en flot pasning fra Sorokins i mål.

Herlev havde stor ære af kampen. De knoklede løs og gav aldrig op. Flot at et hold som mangler 4 af deres store talenter som var på vej hjem fra U-20 VM. Frederikshavn spillede en af deres absolut ringeste kampe i Thorø Hockey Arena i denne sæson. Det eneste positive der kan siges for deres vedkommende er, at de trods ringe spil fik 2 point.

Og til sidst en lille underfundighed. I de 4 kampe, hvor Dennis Aaby har vogtet målet har Frederikshavn vundet kampene. I alle 4 kampe er der scoret 3 mål mod dem, så opskriften på sejr er pt. at de "bare" skal score 4 mål i hver kamp.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER