Thomas V. Larsen

1. Division: Trupnyt fra Hvidovre

(Pressemeddelelse)

I en trup med stor kvalitet, er det kun naturligt, at nogle spillere vil vække interesse fra andet hold – sådan er sportens verden. Med den lettere kryptiske indledning skal vi meddele, at vi har fritstillet Christian Vaagensø, som frem til 31.januar vil optræde for Herlev Eagles i Metal Ligaen. Herefter kan Herlev vælge at fortsætte samarbejdet. Skulle Herlev Eagles ikke være i stand til at nå slutspillet ved skæringsdatoen, vil Christian genindtræde i Hvidovre Fighters’ trup pr. 1.februar 2016. Herlev har for aftalen betalt en passende kompensation.

”Det er selvfølgelig med ærgrelse, at vi sender Christian Vaagensø til Herlev Eagles, da han sportsligt og i omklædningsrummet har været en vigtig brik for holdet. Omvendt vil vi heller ikke stå i vejen for muligheden til en loyal og ærgerrig spiller, når et økonomisk fordelagtigt tilbud og et højere sportsligt niveau byder sig til. Vi ønsker Christian held og lykke i Herlev – der får sig en bundsolid arbejdskraft”, udtaler Henrik Sørensen fra bestyrelsen.

”Med en rutineret mand mindre i truppen, vil vi i den kommende tid i bestyrelsen sammen med Jesper Andersen vurdere, om vi skal forstærke holdet på hhv. back- og forwardsiden, da målsætningen om en topplacering i grundspillet bestemt ikke er blevet ændret. Her handler det om timing, så vi får tilknyttet spillere, der først og fremmest forstærker holdet, men også passer ind i konceptet. Det skal derfor også forstås, at yderligere tilknytning ikke garanteres, men kun sker, hvis et rigtigt eller flere rigtige match findes.Tidsrammen for mulige forstærkninger er af samme grund uvis. Én ny spiller har dog allerede fundet sin plads i garderoben; der er tale om Casper Brokside, der tidligere har slået sine folder i klubben. Sidste sæson passede Casper Brokside målet hos Amager. Med ambitionerne om en topplacering, har vurderingen været, at konkurrencen på målmandsposten skulle tilføres en yderligere dimension, og den bibringer Casper”,  slutter Henrik Sørensen.

Vi ønsker Casper velkommen tilbage til Hvidovre, og ser frem til samarbejdet.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER